Her fire år efter krisens start er verden fortsat ikke tilbage i vækstform. Robert J. Gordon fra National Bureau of Economic Research (NBER) skrev for snart et år siden en interessant artikel, hvor han diskuterer en række faktorer og stiller spørgsmålstegn ved antagelsen om, hvorvidt fortsat vækst vil gælde for fremtidens USA. Han opstiller en hypotese om en faldende vækst som en ny normaltilstand i det 21. århundrede. Han viser, at vækstraterne faktisk har været faldende længe. Væksten (målt som vækst i bruttonationalproduktet pr. indbygger) vil falde til et niveau på under 0,5 pct. om året (se figur). Det er faktisk det vækstniveau, vi kan se i Europa lige nu.

Kilde: IS U.S. ECONOMIC GROWTH OVER?, Robert J. Gordon

Lavvækst er ”new normal”
Gordon mener, at årsagen er manglende effekt af den videnskabelige og teknologiske udvikling. Effekten af de tre industrielle revolutioner, der har været siden 1750, er ved at løbe ud, og vi er ved at vende tilbage til en situation, der minder om den fra før 1750, når det gælder grundlaget for fortsat vækst. De to første industrielle revolutioner (dampmaskinen, spinderimaskinen, jernbanen og elektricitet, benzinmotoren og rindende vand i husholdningerne) har siden 1970’erne ikke bidraget til udvikling i produktivitet og levestandard. Den tredje industrielle revolution, internettet mv., har siden 1960 og især siden 2000 på mange måde været fantastisk, men har ikke bidraget til økonomisk vækst på nær samme fundamentale måde som de to første, hævder Gordon. Vi bør derfor indstille os på lavvækst som det nye normale niveau.

Virksomheder skal handle og investere sig gennem lavvæksten
Gordon er ikke ene om at mene, at vi står overfor en helt ny situation, når det gælder vækst, i hvert fald på den mellemlange bane frem mod 2020-25. Det internationale konsulentfirma Monitor Group (nu en del af Deloitte) har udarbejdet en rapport  og en instruktiv video om, hvordan de mener, at virksomheder kan overleve i et fremtidigt lavvækst-scenarie. De mener bl.a., at virksomheder bør holde op med at øge deres opsparing og udskyde nødvendige investeringer. Virksomheder bør agere ud fra en antagelse om, at fremtiden ikke automatisk giver en vækst på 2,5-5 pct. p.a.. Det værste er ikke at handle, mener Monitor Group og opfordrer til at se krisen og lavvæksten som nye muligheder.

Overlevelse kræver nye forretningsmodeller
Monitor Group peger på markante ændringer i det globale forbrugsmønster og en ny global produktionsstruktur. Den vestlige middelklasse kan ikke længere trække den globale økonomiske vækst. Det skyldes demografiske ændringer, relativt fald i indkomsterne og massive gældsforpligtelser. Den nye globale middelklasse, som bl.a. kommer fra BRIKS-landene, har et helt andet forbrugsmønster. Deres indkomster er meget lavere (5.000-25.000$ p.a.) end den vestlige middelklasses (35.000-70.000$ p.a.) De efterspørger derfor ikke højværdiprodukter og luksus (fx fra B&O), men vil have varer og services, der tilbyder god funktionalitet til lave priser. Det er derimod deres antal (1,5-2 milliarder i de kommende år), der gør en forskel.

De unge ændrer forbrugsmønster
Samtidig har ungdommen, især den generation, der er født efter 1990 (Millennium-generationen), et nyt forbrugsmønster. De vil dele, når de forbruger (collaborative consumption) og behøver ikke at eje. Lease og leje er sammen med kravet om at dele og samproducere blevet vigtigere end at eje. Se bare på medie- og musikindustrien som en illustration for fremtidens efterspørgsel. Denne tendens spreder sig pt. til andre forbrugsområdet fx transport, hvor delebiler og fleksible leasingformer vinder frem. Folk har ikke behov for en bil – men de har et transportbehov. Tilsvarende oplever bankerne, at kunderne nu slår sig sammen i store grupper, der kræver bedre rente og gebyrvilkår, end de kan opnå som individuelle kunder. Der er, som eksemplerne illustrerer, behov for, at virksomhederne udvikler helt nye forretningsmodeller.

Reel vækstpolitik skal understøtte virksomhedernes udvikling
Det er derfor på tide, at vores politiske debat om, hvad der kan skabe vækst i danske virksomheder, ikke kun består i at sænke afgifter på sodavand og sænke virksomhedsskatterne. Det er derimod relevant, at offentlige politikker understøtter alle typer virksomheder i at efterse deres forretningsmodeller. Dette er afgørende for, at virksomhederne kan klare sig i en fremtid med lavvækst og i et kvalitativt nyt globalt og meget segmenteret marked med kunder, der ikke bare vil betale toppriser for at eje, men hellere vil dele og være økonomisk fleksible.

Ligesom at vente utålmodigt på foråret venter økonomer og politikere også spændt på, hvordan de kan erklære krisen for ovre. For ottende måned i træk er ledigheden faldet. I marts måned faldt antallet af ledige med 2.300 personer. Men meget tyder på, at det ikke rigtigt er så positivt, som det lyder.

Den kortere dagpengeperiode slår igennem

Faldet i ledigheden skyldes, at der er færre personer på dagpenge. Faktisk er der kommet langt færre dagpengemodtagere i perioden med den faldende ledighed. Ca. 12.000 personer færre på dagpenge. Dette er bl.a. forårsaget af den kortere dagpengeperiode. Så selv om der er dagpengemodtagere, som er kommet i job i perioden, tyder meget på, at faldet primært kan forklares med den kortere dagpengeperiode.

Fra dagpenge og til uddannelsesydelse

Vi ved allerede en del om, hvor de personer, der er faldet for dagpengeperioden, har bevæget sig hen. En stor del af dem, der stoppede dagpenge i januar og februar – knap halvdelen – er overgået til uddannelsesydelse og er pt. i gang med en kortere uddannelse eller et kursus. Blot hver tiende er kommet i job, mens hver femte hverken er i job eller modtager forsørgelse. Faktum er således, at de mange, der er ramt af dagpengestoppet, og som også er medvirkende til den faldende ledighed, ikke er kommet i beskæftigelse.

Flere ikke-parate ledige står på sidelinjen

De nyeste tal viser også, at selv med et samlet fald i ledigheden er andelen af kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed steget. Bare på en måned er der kommet 2.100 flere kontanthjælpsmodtagere i match 2 og 3. Det tyder altså på, at der er kommet flere udsatte ledige, som har behov for en særlig indsats for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Flere i job?

Selv om ledigheden er faldende, kan man med et lidt pessimistisk syn sige, at det ikke kommer beskæftigelsen til gode, idet faldet primært synes at skyldes dagpengestoppet – og blandt dem, der er ramt af dette, er blot hver tiende i beskæftigelse. Det er altså ikke altid positivt, at ledigheden falder, når beskæftigelsen ikke følger med. Så ligesom vi spejder efter de varmere temperaturer, må vi også vente lidt med at juble over faldet i ledigheden.

Indgrebet betyder nye arbejdstidsregler, lidt mere efteruddannelse til lærerne, en mindre lønstigning, udfasning af seniorordninger og en understregning af, at ledelsesansvaret for undervisningen ligger hos skoleledelserne.

I går lockout – i dag knockout
Udviklingen af folkeskolen kommer til at ske med en svækket fagbevægelse som samarbejdspartner. Lockouten har tømt lærernes konfliktkasser og dermed effektivt stækket lærernes evne til, inden for en længere årrække, at gribe til strejkevåbnet. Lockouten har samtidig skabt en ophobet frustration hos store dele af lærerne. Tillidsrelationen mellem skoleledelser og ansatte lærere er virkelig sat på en prøve, og man kan være bekymret for, om alle skoleledere formår at leve op til det nye ansvar. Det kommer under alle omstændigheder til at tage tid at skabe et nyt tillidsforhold.

Hvad skal der ske nu?
Med indgrebet er rammerne skabt for den indholdsmæssige debat og beslutning om fremtidens folkeskole, der skal give Danmark den bedst uddannede generation nogensinde. Samtidig er der lagt op til næste fase – opgøret om form og indhold. Spørgsmålet er, hvordan? Her er det interessant at drage paralleller til udviklingen i udlandet, hvor der flere steder er taget hul på reformer af grundskolen.

Debatten om ”frie skoler” raser i England
Den britiske undervisningsminister Michael Gove vil indføre resultatløn og revolutionere indholdet af de nationale læseplaner i de offentlige skoler. Det sker efter, at den konservative regering har øget privatiseringen og skabt et marked for såkaldte” frie skoler ”. Lærernes fagforeninger mener, at ministeren de-professionaliserer dem og klemmer autonomi og kreativitet ud af deres arbejde. Hundredevis af lærere og professorer fra universiteterne i bl.a. Oxford, Cambridge og London opfatter Goves pensum som “endeløse lister over stavemåder, fakta og regler “. De har i et offentligt brev advaret om, at tiltagene risikerer ” at erodere de uddannelsesmæssige standarder”.  Den britiske regering giver samtidig frie skoler (der er undtaget fra den nationale læseplan) mulighed for at ansætte ukvalificerede lærere. Et stigende antal lærere er således kun ”trænet på jobbet”. Gove retter modsat hårde ord mod lærerne og deres fagforeninger. Han kalder dem “ultra-militante” på grund af deres planer om at strejke i den kommende sommer og efterår, og han ser gerne et ”union free system”.

Mexicanske lærere går til angreb på politikerne
I Mexico er der også en voldsom konflikt i gang på uddannelsesområdet. Her har maskerede demonstranter for nylig angrebet regeringskontorer med hakker, antændt brande og sprøjtet slogans på væggene. Det er en reaktion på reformer i det mexicanske uddannelsessystem, der kræver centraliserede lærervurderinger og andre stramninger, der, ifølge regeringen, også skal bekæmpe korruption i uddannelsessystemet.  Men fagforeninger siger, at reformer vil lede til store afskedigelser, og at de baner vejen for privatisering af Mexicos uddannelsessystem.  Igen er fokus på øget central styring og privatisering.

Tillid er afgørende for fremtidens folkeskole
Begge eksempler viser, at det ikke kun er i Danmark, at skolen er en kampplads. Fagforeningerne i England og Mexico er under stærkt pres og tyr til arbejdskampe for at forsvare såvel faglige rettigheder som professionelle standarder. Afskedigelser, resultatløn, lærervurderinger, øget brug af ”ufaglærte lærere” samt læseplaner, der skal stramme op om såkaldte basale færdigheder, ligner på mange måder det, der er ved at falde på plads i Danmark. Samtidig har fagforeningerne i Danmark reelt mistet deres evne til at konflikte – og de har ikke mindst mistet tilliden til deres arbejdsgivere. Derfor bliver det interessant at se, hvordan tillidsrelationerne både centralt og på de enkelte skoler kommer til at fungere som basis for fornyelsen af skolen uden, at fagforeningerne har konfliktvåbenet i baghånden.  Vi skal jo gerne undgå britiske og mexicanske tilstande.

Social innovation er et brandvarmt emne og fremhæves i stigende grad som en af løsningerne på velfærdssamfundets udfordringer. Firmaet Specialisterne ansætter medarbejdere med autisme, der leverer konsulentydelser til erhvervslivet . Foreningen Bybi producerer og sælger honning med hjælp fra hjemløse. Og kommunerne opretter netværk for at dele viden om social innovation. Logikken er, at sociale entreprenører, socialøkonomiske virksomheder, private virksomheder og den frivillige sektor skal bidrage med nye koncepter, der skal understøtte udviklingen af fremtidens velfærd.

Social innovation er et makrofænomen
I dag bliver social innovation primært anvendt som et makrofænomen, der anviser, hvordan velfærdssystemer kan udvikles på nye og smarte måder gennem samarbejde mellem det offentlige, markedet og civilsamfundet. Social innovation har i flere år været koblet til corporate social responsibility (CSR), offentlige-private samarbejder (OPS) og øget inddragelse af civilsamfundet. Det kan være fornuftigt at gentænke, hvordan institutioner, virksomheder og civilsamfund kan skabe værdi for borgerne ved at supplere hinanden i løsningen af velfærdopgaverne. Tankegangen er god – men hvis velfærdsmissionen skal lykkedes, bør også medarbejderne i den offentlige sektor klædes på til at deltage i social innovation.

Velfærdsarbejdere står med nøglen til social innovation
Innovation er i abstrakt forstand defineret ved, at nogle gør noget på en ny måde, som så skaber værdi. Resultatet af innovationen kan være nye produkter, der sælges på et marked eller processer, der optimerer arbejdsgange. Der er dog grund til at fokusere på, hvordan der kan skabes værdi ved at anskue social innovation som et fænomen, der foregår på mikroniveau – i relationen mellem mennesker. I dette tilfælde i mødet mellem velfærdsmedarbejdere og borgere. Det er i denne relation, at velfærdsmedarbejderen har mulighed for at skabe social innovation ved at gøre tingene på en ny måde, således at borgerne oplever, at de får en bedre ydelse. Social innovation i den offentlige sektor kan også ske via ressourcebesparende initiativer, hvor medarbejderne bidrager med løsninger, der øger effektiviteten.

Værdien af social innovation er svær at måle
Modsat produkt- og procesinnovation er social innovation (på mikroniveau) svær at måle værdien af. Tænk fx på den værdi en ældre borger oplever, når social- og sundhedsassistenten på plejehjemmet forandrer praksis. Det kan være ved at tage borgerne ud af deres vante rammer eller finde på nye aktiviteter. Her bliver værdien skabt i den sociale relation mellem den ældre borger, og det er således svært at måle værdien af borgerens oplevelse af forbedret livskvalitet. Værdien kan ikke aflæses på et marked – men det betyder ikke, at der ikke er grund til at fokusere på, hvordan velfærdmedarbejderne kan bidrage til social innovation.

Velfærdsarbejdere kan bidrage til inkrementel social innovation
Der er god grund til at medarbejdere inden for omsorg, pædagogik og rådgivning af borgerne klædes bedre på til at udvikle velfærdsydelser til borgerne. Velfærdsarbejderne skal ikke nødvendigvis udvikle radikalt nye former for praksis, der forandrer organisationspraksis eller reformerer indretningen af systemerne, men medarbejderne kan gennem fokus på forandring af egen praksis bidrage til en inkrementel form for social innovation.

Refleksive medarbejdere skal forbedre velfærden
Forandring af praksis kræver fokuseret kompetenceudvikling af fx social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, pædagogiske medarbejdere og socialrådgivere. Generelt kræver det, at velfærdsmedarbejderne får en større bevidsthed om, at de faktisk spiller en afgørende rolle for udviklingen af fremtidens velfærdsydelser – og medarbejderne skal tage ejerskab for udviklingen af ydelserne.  Samtidig bør der uddannelsesmæssigt lægges vægt på udviklingen af personlige kompetencer som refleksion over egen praksis, kreativitet til at finde på nye idéer og ikke mindst mod og en god argumentationsevne til at fremsætte forslag til forbedringer. På den måde kan velfærdsarbejderne bidrage til at drive den sociale innovation, der er så hårdt brug for i den offentlige sektor.

DanmarksByen og DanmarksHave er en fortælling om, hvordan vi pga. vores geografi er i en unik position til at skabe udvikling, vækst og nye job. Det er en fortælling om, hvordan vi ved at bruge forskellene mellem by og land kan skabe noget nyt og unikt til gavn for alle.

Opgør med byvækst og UdkantsDanmark
Væksten i Danmark koncentrerer sig i de store byer. UdkantsDanmark er blevet et fast begreb i vores forståelse af den udvikling, hvor flere og flere flytter fra de små bysamfund og landet til de større byområder. I byerne søger man uddannelse, arbejde, et højt serviceniveau og kulturelle muligheder.

Udviklingen ser vi også i resten af Europa, hvor bycentrene styrkes, og periferien svækkes. Udfordringen for Danmark er, at vi risikerer at ende som Europas periferi. Vi kan allerede i dag se, hvordan den økonomiske udvikling går hurtigere i de storbyer omkring os som vi plejer at sammenligne København og Århus med.

I Danmark fører vi allerede en politik, som styrker væksten i centrene. Senest har regeringen afsat 27 mia. kr. på forbedringen af togdriften mellem København og Aalborg. Indsatsen for at styrke udviklingen i UdkantsDanmark er spredt og er ikke hængt op på en samlet strategi. Problemerne kommer derfor let til at fremstå som en kamp om ressourcerne mellem UdkantsDanmark og de store byer.

I New Insight ser vi en anden mulighed.

DanmarksByen og DanmarksHave kræver ny strategi
Hvis Danmark skal klare sig i et europæisk udviklingsperspektiv, kræver det en strategi, hvor udviklingen i bycentrene hænger sammen med udviklingen i udkantsområderne. Det har vi gode muligheder for at skabe, fordi vores geografi og byudvikling har betydet, at vi har meget kort afstand mellem vores bycentre og udkantsområderne.

Men for at vi kan skabe en strategi og omsætte den til handling, er vi nødt til at favne en ny vision for Danmarks fremtid. En metafortælling om DanmarksByen og DanmarksHave.

Danmarksbyen skal styrkes
DanmarksByen kan vi allerede i dag se konturerne af. Den strækker sig fra København (Malmø) med jernbanen og motorvejsnettet over Vestsjælland til Odense, Trekantsområdet, Århus, Randers og til Aalborg.

Ved at fokusere på den bymæssige vækst skaber vi de bedste muligheder for, at Danmark (via DanmarksByen) kan styrke sin position i det europæiske byhierarki. Dermed vil vi have bedre muligheder for at styrke den økonomiske udvikling og for at tiltrække investeringer, virksomheder og arbejdskraft.

DanmarksByen er allerede under udvikling, om vi kan lide det eller ej. Men vi risikerer at tabe UdkantsDanmark, med mindre vi vælger en strategi, hvor UdkantsDanmark gøres til et aktiv og til en del af udviklingen af DanmarksByen. Hvor UdkantsDanmark bliver til DanmarksHave.

DanmarksHave skal dyrkes
Med DanmarksHave ønsker vi at signalere en have i sin bredeste forstand. En have, der skal levere rekreative muligheder, uspoleret natur, fødevarer, energi og naturressourcer til DanmarksByen og dens beboere. DanmarksHave skal være alt det, som DanmarksByen ikke er.

DanmarksByen og DanmarksHave vil være unik som region i Europa, fordi der over alt i DanmarksByen vil være let adgang til DanmarksHave og de helt anderledes muligheder, der er i Haven sammenholdt med i Byen.

Forskellighederne i DanmarksHave skal naturligvis også dyrkes og dermed også bidrage til forskellighederne i DanmarksByen. Det skal være forskelligt og gerne unikt – men alligevel hænge sammen.

Udnyt forskelligheden og skab noget unikt
Fortællingen om DanmarksByen og DanmarksHave handler om, at vi skal dyrke forskellighederne mellem DanmarksByen og DanmarksHave og se Byen og Haven som ligeværdige elementer i en ny unik helhed.

Fortællingen om DanmarksByen og DanmarksHave vil være unik i Europa. Det vil være en fortælling om et fælles projekt for Danmark – et projekt vi alle kan styre efter, og hvor alle kan bidrage.

Og først og fremmest vil det være et opgør med fortællingen om et land delt i et UdkantsDanmark og et VækstDanmark.

Vækstplan DK indeholder tre reformspor, der skal skabe job i den private sektor: forbedring af virksomhedernes rammevilkår, flere offentlige investeringer og investering i et løft af uddannelsesniveauet.

Tvivl om effekten af selskabsskattesænkningen
Den primære indsats for at forbedre virksomhedernes vilkår er at sænke selskabsskatten fra 25 pct. til 22 pct. Det vil koste staten 24,4 milliarder og udgør dermed godt en fjerdedel af økonomien i den samlede vækstplan. Imidlertid findes der et næsten omvendt proportionalt forhold mellem antallet af ansatte og omfanget af selskabsskat, som virksomhederne betaler. Fx betaler den finansielle sektor betaler knap halvdelen af den samlede selskabsskat i Danmark men beskæftiger kun ca. 3 pct.. Tal fra Finansministeriet viser da også, at de 1,2 milliarder kr. skattelettelserne koster næste år kun vil resultere i mellem 50 og 600 nye job – til en pris på mellem 2 og 24 millioner kr. per job afhængig af regnemetode.

Øgede offentlige investeringer skaber job
Det andet reformspor i vækstpakken er flere offentlige investeringer, der udgør lige under en tredjedel af økonomien i vækstpakken. Her vil regeringen renovere bygninger, lave supersygehuse, fremrykke aktiviteter i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen mm.. AE-rådet konkluderer i en rapport fra januar, at offentligt forbrug er mange gange mere effektivt som instrument til at skabe job sammenlignet med selskabsskattesænkninger, og der er derfor grund til at tro, at vækstpakkens satsning på offentlige investeringer vil skabe de forventede jobs.

Jobskabelsen skal følges af uddannelse
Imidlertid er der tale om tiltag, som vil skabe behov for faglært arbejdskraft. Og allerede nu tegner der sig et billede af mangel på faglært arbejdskraft – og et overskud af ufaglært arbejdskraft. Udviklingen forstærkes frem til 2020, hvor vi kan forvente, at 180.000 borgere med ingen eller en gymnasial uddannelse vil være i overskud på arbejdsmarkedet. Vækstplan DK lægger dog op til at opkvalificere de mange ufaglærte. Imidlertid er der kun afsat en milliard samlet over de næste 7 år til at sikre bedre voksen- og efteruddannelse. Den ene milliard udgør ca. 1 pct. af den samlede vækstpakke, og spørgsmålet er, om det rækker i forhold til at levere arbejdskraft til de nye job.

Jobskabelse forudsætter økonomisk vækst
Det er en forudsætning for jobskabelsen, at Danmark skal have en BNP-vækst på minimum 2 pct. hvert år fra 2014 og frem til 2020. Og en stor del af planen for de nye job er afhængigt af et økonomisk opsving. Fx skal 80.000 af de 150.000 flere jobs i 2020 skabes ved, at konjunkturerne vender i 2014 – helt uafhængig af reformerne i vækstplanen. Vækstplanen understøtter, at danske virksomheder kan hægte sig på et kommende opsving, hvilket forventes at resultere i 33.000 jobs inden 2020. Men hvis BNP-væksten fx ligger på niveau med væksten i 2013 skabes der med vækstplanen ingen nye private job frem mod 2015.

Finansministeriets fremskrivninger er usikre
Imidlertid har prognoserne for vækst i BNP, siden krisen været meget uholdbare. I fire ud af de sidste fem år har Finansministeriet skudt for højt i prognoserne. Forskellen mellem prognosen og den aktuelle vækst var størst i 2012 med en difference på 2,4 pct., og hvert år siden 2009 har økonomerne i Finansministeriet spået, at krisen var overstået, og at næste års BNP-vækst ville ligge i omegnen af 2 pct. Store del af planen for jobskabelse er altså forbundet med enorm usikkerhed.

Effekt af reformer tager tid
De sidste 37.000 af de forventede 150.000 jobs ligger i en forventet effekt af allerede vedtagne reformer fx førtids- og flexjobreformen, som skal øge arbejdsudbuddet – og dermed på sigt skabe flere jobs. Reformerne i sig selv skaber ikke flere jobs – men skaber et større arbejdsudbud som med tiden kan presse lønnen, medføre lavere lønudgifter, øge konkurrenceevnen og dermed skabe flere jobs. Men det er en proces, der kan tager årtier, og som muligvis slet ikke har samme virkning i krisetider, hvor efterspørgslen ikke følger med. Så hvis den økonomiske situation ikke normaliseres med en vækst i BNP på minimum 2 pct., og hvis forøgelsen af arbejdsudbuddet heller ikke har den ønskede effekt, så er det svært at se, hvilke effekter Vækstplan DK vil kunne have.

Vækstplan DK er derfor måske ikke så meget en plan for, hvordan vi øger væksten i Danmark, men snarere en plan for, hvordan vi skaber job, hvis væksten rammer os.

Klart fokus på kerneopgaven er essentielt
Kerneopgaven i beskæftigelsesindsatsen for udsatte borgere er at skabe forandring i borgerens situation. Det kræver en grundlæggende tiltro til, at mennesker kan udvikle sig, og et højt ambitionsniveau om at også udsatte borgere kan få job eller uddannelse. Det er vigtigt hele tiden at have dette for øje, når indsatser tilrettelægges frem for fokus på administrative formål.

Resultaterne skal følges tæt
Aktørerne i indsatsen skal konstant have fokus på at skabe resultater og på at følge op. Ledere og medarbejdere, der arbejder med udsatte borgere, skal være nysgerrige på, hvordan og hvor godt opgaven løses. De skal arbejde med mål og resultatkrav. Opgørelser gør det dog ikke alene. Det er afgørende, at medarbejderne i det daglige er orienteret mod at skabe resultater. Det gøres bedst ved at opstille delmål for den enkelte borger og fokusere på at skabe forandring.

Sæt borgeren i centrum i indsatsen
Udsatte borgere har ofte behov for indsatser placeret hos forskellige myndigheder og fagpersoner. Det er afgørende, at de involverede medarbejdere og ledere arbejder i samme retning, og at der er en sammenhæng på tværs af indsatserne. Ellers kan de forskellige indsatser spænde ben for hinanden. Et godt redskab til at sikre samarbejdet er én fælles plan, så borgeren ikke skal forholde sig til jobplan, social handleplan, uddannelsesplan mv. Det er vigtigt, at det er fagpersonerne, der koordinerer indsatsen – og ikke borgeren selv. Men borgeren skal inddrages aktivt i egen plan, hvilket bedst sker ved en tillidsbaseret dialog og respektfuld og ressourceorienteret tilgang.

Relationsdannelse og tilgængelighed medvirker til udvikling
Flere undersøgelser peger på, at relationen mellem sagsbehandler og borger er afgørende for at udvikle borgerens situation. Udvikling skabes ved menneskelig interaktion – mens passivitet og manglende kontakt ofte forværrer situationen. Derfor er det afgørende, at borgeren møder fagpersoner, som både ved noget om, hvad der virker, og som er tilgængelige. Det klares ikke ved korte samtaler hver tredje måned. Dedikerede medarbejdere yder en helhedsorienteret, individuel og fleksibel indsats En effektiv beskæftigelsesindsats udspringer også af en praksis og en kultur, der er gennemsyret af dedikation til opgaven. At yde en individuel, behovsorienteret og fleksibel indsats stiller krav til tankesættet, arbejdsmetoderne og indstillingerne hos medarbejderne. Det er ikke bare en måde at tale med borgerne på. Det fremmes via lederskab, klare værdier, klar strategi, kompetenceudvikling og tæt opfølgning på resultater.

Hvis du vil vide mere
Er du blevet interesseret og ønsker mere viden om, hvad der skaber en effektiv beskæftigelsesindsats for udsatte borgere, så læs En effektiv beskæftigelsesindsats for udsatte borgere eller kontakt chefanalytiker Charlotte Hansen, ch@newinsight.dk, tlf. 33691308 eller chefanalytiker Mette Louise Pedersen, mlp@newinsight.dk, tlf. 72401304. Vi stiller gerne op til oplæg, sparring eller udviklingsopgaver med henblik på at komme i dialog med jer om beskæftigelsesindsatsen for udsatte borgere. Hovedbudskabet er, at en aktiv indsats for udsatte borgere nytter – men det er afgørende, hvordan der gås til opgaven.

Under overskriften ”Alle kan gøre nytte” fremlagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mandag regeringens længe ventede udspil til en kontanthjælpsreform. Udspillet indeholder mange nye tiltag, der bl.a. skal sætte kontanthjælpsmodtagerne i nyttejob, udvide forsørgerpligten til at gælde samboende kærestepar og give unge under 30 år et uddannelsespålæg. Grundlæggende er udspillet præget af en forskydning fra ret til pligt, og formålet med reformen er tvedelt. På den ene side er reformen en spareøvelse, der skal sikre staten et provenu på godt en mia. kr. i 2017. På den anden side skal reformen skabe incitamenter til, at flere unge tager en uddannelse og bidrager med til at sikre en kompetent og konkurrencedygtig arbejdsstyrke.

Store økonomiske smæk til de ”gamle unge”
De mere end 50.000 kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal med reformen sendes i uddannelse, hvis de vurderes til at være uddannelsesparate. Når reformen er indført, er de ikke længere kontanthjælpsmodtagere, men studerende. Økonomisk nedsættes ydelsen til SU-niveau, og ydelsen kommer til at hedde Uddannelseshjælp. I dag modtager unge, der er fyldt 25 år 10.335 kr. om måneden før skat i kontanthjælp. Med reformen vil gruppen næsten få halveret ydelsen, og de vil i fremtiden modtage godt 5.700 før skat. Reformen kommer altså til at koste dyrt for de unge.

Motivation er den største udfordring
Regeringen lægger i udspillet op til, at der sondres mellem unge under 30 år, der parate til at tage en uddannelse, og de unge der ikke har forudsætninger for at starte på en uddannelse. Den sidste gruppe vil blive tilbudt aktiv hjælp i form af systematisk afklaring sociale og helbredsmæssige ressourcer, virksomhedsforløb rettet mod uddannelse eller brobygningsforløb på en skole. Gruppen af uddannelsesparate unge vil også blive tilbudt forløb som virksomhedspraktik og brobygningsforløb. Forløbene bør samtænkes med udviklingen af fleksuddannelsen, der forventes indført fra 2014.  Den største udfordring bliver at sikre motivationen blandt de mange unge, der forlod skolen for mange år siden. At gennemføre en uddannelse kan blive en udfordring for mange i denne gruppe. Af regeringens forslag til SU-reformen fremgår det da også, at gruppen vil kunne få dispensation for det kommende loft over antallet af påbegyndte ungdomsuddannelser.

Skolerne kommer på overarbejde
Allerede i dag kæmper ungdomsuddannelserne med en stor gruppe af umotiverede elever, og med reformudspillet kan denne udfordring vokse betragteligt. Udfordringen er at motivere og fastholde de unge. Det kan fx være gennem udvidet brug af mentorer, men i ligeså høj grad at sikre fleksibilitet i undervisning og vejledning af de mange unge, der vender tilbage til systemet. Både ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser og voksenuddannelser kommer altså på en alvorlig prøve, når de skal tage imod de ”gamle unge”.

Hvor skal kontanthjælpsmodtagerne i praktik?
Gruppen af ”gamle unge” kommer desuden i skarp konkurrence med de næsten 10.000 elever, der ved udgangen af 2012 var praktikpladssøgende. Konkurrencen gælder uanset om de kommer i praktik som elever eller på voksenlærlingeordningen. En tilstrømning af flere unge til erhvervsuddannelserne vil skærpe konkurrencen, og det er spørgsmålet om ex-kontanthjælpsmodtagerne vil være tilstrækkeligt eftertragtede i virksomhederne, eller om der skal en ekstra indsats til for, at gruppen ikke ender bagerst i praktikpladskøen?

Fra ét system til et andet
Et andet spørgsmål er, om reformen blot skubber ansvaret for gruppen af kontanthjælpsmodtagere et andet sted hen – fra beskæftigelsessystemet til uddannelsessystemet og den unges personlige ansvar. Reformudspillet har store konsekvenser for uddannelsessystemet, og en kritisk faktor for succes er, at skolerne, i samarbejde med den enkelte unge, får skabt den motivation, der er grobund for uddannelse og udvikling af nye kompetencer.

Frederik d. 4. skabte i 1721 via etableringen af 241 såkaldte rytterskoler grundlaget for folkeskolen i Danmark og dermed for uddannelsen af almuens børn. Folkehøjskolerne gav senere grundlaget for den informerede dialog blandt voksne danskere og udgjorde en vigtig forudsætning for etableringen af folkestyret i sin demokratiske form. Folkeoplysningsforbundene (FOF, AOF o.a.) gav sammen med private brevskolekurser og AMU- systemet muligheder for, at voksne arbejdere siden 1950’erne kunne tilegne sig ny brugbar kompetence og indsigt. Uddannelsesmulighederne skabte grundlaget for social mobilitet og en arbejdsstyrke, der har vist sig at være meget effektiv og innovativ. Siden er livslang læring blevet et læringskoncept, som alle efterhånden kender, men alt for få har mulighed for at benytte sig af. I midten af 1990’erne skabte internettet grobunden for e-læring – desværre ofte i form af brevkurser på nettet, som derfor ikke fik den store effekt i Danmark.

Amerikanerne lærer online
Mens den danske uddannelsesverden tøver med at træde ind i den digitale lærings tidsalder, bliver online-kurser hastigt udbredt i USA. En undersøgelse af amerikanske studerendes brug af online formidlede kurser viser en markant stigning fra 9 pct. i 2002 til 31 pct. i 2010. Næsten en tredjedel af de studerende, der tager en gradsgivende videregående uddannelse, tager online-fag som en hel uddannelse eller som dele af deres uddannelse. Efterspørgslen på online-kurser er altså massiv.

Sociale fællesskaber giver nye muligheder for læring
I 00’erne skabte sociale medier som Facebook, LinkedIn, Twitter og utallige andre platforme nye, globale muligheder for individuel eksponering, underholdning og opbygning af sociale, virtuelle fællesskaber, som også indeholder mere eller mindre eksplicitte socialiserings- og læringsarenaer. Podcasting af fx universitetsforelæsninger via sociale digitale medier som iTunes, Vimeo, Youtube, TED og talrige andre gratis sociale tjenester formidler information og læringsmuligheder til de milliarder af mennesker, der er online. I de seneste år har udrulningen af streaming-tjenester samt tablet og smartphones yderligere åbnet for helt nye muligheder for voksenlæring og livslang læring. Og ikke kun i de udviklede økonomier, men også blandt de 3 milliarder mennesker, der lever i den 3. verden. Det seneste skud på stammen er læringsformen MOOC.

Brugerne genererer uddannelsesforløb
MOOCs er basalt set folk, der i fællesskab udveksler viden og erfaringer, som de så de hver for sig kan bygge videre på. I praksis er det nye gratis tjenester på nettet, der formidler viden også i form af formaliserede kurser og sammenhængende uddannelsesforløb. Deltagerne og arrangører af et MOOC kan selv ændre dets indhold og form efter deres behov. Det giver dem mulighed for at bruge oplysningerne og til at konstruere deres egne projekter og læringsarenaer. Der er således en klar parallel til fx Youtubes musikvideoer og forfatteres muligheder for at blive egne forlag, og dermed forbigå mellemmænd som musik og bogforlag.

Gratis kurser til hele verden
Der er efterhånden mange MOOCs, og en af de aktuelt mest omtalte er firmaet Coursera fra USA, der på mindre end et år tiltrukket over 2,5 million brugere. Det er en hurtigere lancering end Facebook og Twitter. Coursera organiserer og formidler MOOCs på et niveau, der matcher professionshøjskoler og universiteter. Coursera får aktuelt 70.000 nye studerende om ugen. De tilmelder sig over 200 kurser, om fx Human-Computer Interaction, sangskrivning og financial engineering and risk management. Underviserne er fra selskabets partnere, der består af 33 amerikanske eliteuniversiteter. Universiteterne ser en interesse i at øge deres online tilbud – bl.a. for at tiltrække studerende fra hele verden.

Ivy league øjner økonomisk potentiale
Samtidig har universiteter som Harvard og Massachusetts Institute of Technology (MIT) hver investeret 30 millioner US$ i et samarbejde om online-platformen EDX. Og det med god grund. Tre-personers hold bestående af en professor plus assistenter, kan normalt undervise 400 studerende på MIT. Det samme hold kan nu håndtere 10.000 online studerende. Universiteterne ser derfor udviklingen som en forretningsmulighed. Fx har Stanford Universitetets spinoff, Udacity, mere end en million studerende til sine gratis online-kurser og har opnået 15 millioner US$ i finansiering. En anden virksomhed, Udemy, hjælper undervisere og professorer med at transformere deres viden til online-kurser – og tager naturligvis penge for det. Et andet eksempel er Khan Academy, der er rettet imod produktion og formidling af videoundervisning på grundlæggende til videregående niveau og er en non-profit institution, der bl.a. får opbakning fra Bill Gates. MOOC er som udgangspunkt et gratis fænomen, men større udbredelse og stigende efterspørgsel kan forvandle læringsformen til big business.

Uddannelsesdanmark skal i online-gear
Efter en spæd start er der meget, der tyder på, at vores tænkning om uddannelse og livslang læring er stærkt udfordret. Mens Morten Østergård vil barbere SU’en og Christine Antorini har fokus på store folkeskolereformer, er der en påfaldende lille politisk interesse for e-læring i både ordinær uddannelse og efter- og videreuddannelse af voksne. Selvom universiteterne og enkelte videregående uddannelsesinstitutioner er engageret i blended/hybrid learning og benytter mulighederne i podcasting, så er der ingen synlig strategisk indsats på at få Danmark integreret i den globale, digitale uddannelsesrevolution – eller på at udvikle tjenester på dansk. Mon ikke det er på tide, at vi gentænker Frederik d. 4.’s idé om uddannelser til folket i en nutidig digital form? Udviklingen er nødvendig for, at denne generation skal blive den bedst uddannede generation, og vores voksne skal have livslang læring med effekt og mening.

Et af konferencens hovedbudskaber var, at en succesfuld kommunal erhvervspolitik er vigtigere end måske nogensinde før. Kommunerne har en unik mulighed for at bygge bro mellem initiativer på erhvervs- og uddannelsesområdet og dermed etablere optimale betingelser for virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft og muligheden for at skabe nye job. Landets kommuner er derfor en afgørende brik for fremtidens jobskabelse, vækst og velfærd.

Kommunerne bør koordinere indsatser
I dag stilles der ingen krav til, at den enkelte kommune koordinerer indsatser på tværs af erhvervs- og arbejdskraftrelaterede serviceopgaver. Desværre. For der er stort potentiale i en tværgående indsats, der retter sig mod vækst og jobskabelse. Kommunerne har direkte kontakt til virksomheder gennem væksthusene, der leverer den specialiserede service til iværksættere samt mindre og mellemstore virksomheder. Men også områder som bosætning, infrastruktur, uddannelse og arbejdsmarked er områder, hvor kommunerne spiller en afgørende rolle for at fastholde og tiltrække virksomheder.

Uddannelse er vejen til vækst
På uddannelsesområdet har kommunerne bl.a. ansvar for erhvervsgrunduddannelsen, og er dermed ansvarlig som leverandør af fremtidig arbejdskraft til virksomhederne. Desuden var efteruddannelsesindsatsen på dagsordenen på konferencen. Ikke alene fordi kommunerne skal have adgang til at opkvalificere eget personale, men fordi et bredt udbud af efteruddannelsesmuligheder kan være en løftestang for virksomhedernes vækst.

Samarbejde på tværs af udvikler spidskompetencer
På konferencen blev der præsenteret eksempler på, hvordan nogle kommuner har succes med at tænke uddannelse ind i erhvervsstrategien.  I Vendsyssel har kommunerne i tæt samspil med EUC Nord og virksomhederne etableret Håndværkerakademiet, som skal understøtte fortsat udvikling af områdets spidskompetencer inden for bygge- og anlægsbranchen.

Uddannelsesråd som platform for samarbejde
I Horsens er der oprettet et uddannelsesråd, der samler repræsentanter fra folkeskole, ungdomsuddannelser, arbejdsmarkedets parter, virksomheder og kommune. Rådets formaliserede samarbejde skaber grundlag for sammentænkning af aktiviteter på tværs af de forskellige forvaltningsområder i tæt parløb og koordinering med virksomhederne.

Ønsker for næste års konference
For at komme endnu tættere på kommunens nøgle til vækst er der brug for at samle samtlige aktører, der sidder med ansvar for de opgaver, som med fordel kan sammentænkes. Det bliver derfor spændende at se, om næste års konference også kan tiltrække repræsentanter fra landets væksthuse og uddannelsesinstitutioner. Et ønske til næste års konference kunne være at rette fokus på, hvordan også den kommunale beskæftigelsespolitik kan bidrage til jobskabelse og vækst.