Samlet set skal 2020-planen, der blev fremlagt under overskriften ”Danmark i arbejde”, bringe Danmark ud af krisen. Dette skal ske ved satsning på vækst, jobskabelse og uddannelse. Og ambitionerne for uddannelsesområdet er høje. Regeringen vil tilføre 3,5 mia. kr. ekstra om året til uddannelse frem mod 2020. Målsætningen fra den forrige regering gælder stadig – 95 pct. af en årgang skal have ungdomsuddannelse, 60 pct. skal have en videregående uddannelse og 25 pct. skal have en lang videregående uddannelse. Samtidig skal flere have en erhvervsuddannelse.

Uddannelse betaler sig for samfundet
Regeringens investeringer i uddannelse er fornuftig. En AE-analyse viser, at unge, der får en uddannelse, bidrager med 3-10 mio. kr. mere over livet, end de ville have gjort uden uddannelsen. De lange videregående uddannelser giver det største afkast, men uanset længde og retning er uddannelse en god investering for samfundet. Fornuften i regeringens investering gælder – vel at mærke kun så længe, der faktisk er job til de nyuddannede.

Jobskabelsen er stadig usikker
Fremskrivningerne i 2020-planen viser, at beskæftigelsen potentielt kan stige med 180.000 personer frem mod 2020 – heraf vil 150.000 være nye, værdiskabende job i den private sektor. Kun 60.000 job vil blive skabt som konsekvens af regeringens reformer, der bl.a. skal generere flere højtlønnede job. De resterende job forventes den strukturelle udvikling og konjunkturforbedringerne at klare. Regeringens mission er derfor forbundet med stor usikkerhed, og flere kalder planen optimistisk.

Sagen er, at ingen kan spå om, hvordan konjunkturerne ser ud i 2020 og hvor mange job, det er muligt at skabe. Regeringen nævner udviklingen af flere ”grønne job” som en mulig vej, men der er langt op til de proklamerede 150.000 private job – og regeringen mangler stadig at knække koden for, hvordan de reelt vil forbedre vilkårene for jobvækst.

Afkast af uddannelse er afhængig af jobfest
Det er helt afgørende, at Danmark får matchet udbud og efterspørgsel på arbejdskraft hensigtsmæssigt – og på det rette tidspunkt. Udfordringen er, at kvalificeret uddannelsesplanlægning er stort set umulig, hvis ingen ved om og givet fald inden for hvilke brancher jobbene skabes. Derfor er koblingen mellem de høje uddannelsesambitioner og erhvervslivets reelle efterspørgsel på arbejdskraft helt afgørende for, om regeringens projekt lykkes. Hvis jobfesten aflyses, risikerer Danmark, at uddannelsesinvesteringen giver et ringe afkast.

Regeringen bør – i samarbejde med arbejdsmarkedets parter – hurtigst muligt fremlægge en konkret plan for, hvilke dele af arbejdsmarkedet, der skal bidrage til de store beskæftigelsesstigninger.

Høj uddannelse er lig høj løn. Investeringer i human kapital betaler sig. Ja, det er faktisk det primære, som vi i Danmark og resten af den vestlige verden har at byde på i den globale konkurrencekamp. Denne basale antagelse har kendetegnet de sidste par årtiers politiske debat om vækst, beskæftigelse og investeringer i uddannelse.

Ikke job til alle højtuddannede
Det faktum, at der globalt set er brug for højere kompetencer og mere specialiseret, uddannet arbejdskraft, er ikke ensbetydende med, at de højtuddannede finder job i Danmark eller i EU. Det er heller ikke entydigt, at højtuddannede, hvis de finder job i Danmark, vil kunne opnå en høj løn og gode arbejdsvilkår. Proletariseringen af akademikerne er i gang og har faktisk været det længe.

Akademikere sælges til lavpris på den globale auktion
Phillip Brown m.fl. fra Cardiff Universitet har i ”The Global Auction” peget på, at den globale konkurrence fremover vil være på ”både kvalitet og pris” og ikke som vi har troet på ”enten kvalitet eller pris”.  Det skyldes, at der allerede i dag er et globalt overudbud af højtuddannet arbejdskraft. Kina og Indien spyr millioner af bachelors, masters og PhD’ere ud fra nye” top-of-the-class universiteter”, og det globale udbud af højtuddannende er nu så stort, at høj uddannelse i fremtiden er lig med lavere løn for langt de fleste med en videregående uddannelse. Det vil ifølge bogens forfattere fremover kun være den allerøverste elite, der kan tilegne sig topvilkår, når det gælder løn og goder.

Globalt overudbud af arbejdskraft
Samtidig har vi ”glemt”, at virksomheder –  uanset om det er i jernindustrien eller på en vidensarbejdsplads –  ønsker at maksimere deres konkurrenceevne ved anvende den billigst mulige arbejdskraft. Og rekrutteringen vil i stigende grad foregå globalt. Derudover ønsker de store transnationale koncerner at sikre sig, at de ikke er afhængige af specifikke former for arbejdskraft. De arbejder derfor ud fra et koncept om ”digital taylorisme” af det videnbaserede arbejde ud fra fuldstændig de samme principper, som tayloriseringen af det manuelle arbejde gjorde i industrialiseringen i sidste århundrede. I fremtiden vil også videnarbejdet blive digitaliseret, og mange akademikere vil være i overskud.

I Sydeuropa spildes talentet – strategi efterlyses
Det kan vise sig at være en dyr fejlinvestering, hvis regeringen fastholder sin målsætning om, at 60 pct.  skal have en videregående uddannelse. DEA vurderer, at vi kan ende i samme situation som fx Spanien og Portugal, hvor der nu er et stort spild af talent, idet et voksende proletariat af højtuddannede står uden reelle jobmuligheder. Folk, der primært er uddannet til den offentlige sektors arbejdsmarked, finder ikke bare af sig selv højtlønnede job i private, globalt konkurrencedygtige virksomheder. Ifølge DEA bør regeringen følge op med en strategi. DEA burde imidlertid være gået endnu længere i deres argumentation og stillet spørgsmålstegn ved antagelsen om, at flere akademikere reelt er vejen frem.

Internationalt fokus på problemet
I sidste uge blev der på en konference under det danske EU-formandskab med fokus på erhvervs- og videreuddannelse af den europæiske arbejdsstyrke, netop rejst tvivl om satsningen på flere højtuddannede.  En af de markante udmeldinger, der bl.a. kom fra Sverige og Tyskland, og som blev støttet af ”Business Europe” (De europæiske arbejdsgiverorganisationers paraplyorganisation i Bruxelles) var, at vi i EU er gået for langt med den entydige satsning på akademikere. Samtidig var der på konferencen en klar forståelse for, at vi næsten overalt i EU mangler faglærte arbejdere, og den mangel kan blive rigtig dyr på både kort og længere sigt.

Mangel på dygtige faglærte
Mens den faglærte arbejdskraft kan være afgørende for vores fremtidige konkurrenceevne, strømmer vores unge ind i akademiske uddannelser. Udviklingen er problematisk, idet de studerende, der før ville have været bedste faglærte nu bliver en del af voksende gruppe akademikere, der risikerer at blive til overs på arbejdsmarkedet. Der bør langt mere seriøst, end det pt. er tilfældet, udvikles en målrettet indsats, så flere unge vælger en faglært uddannelse, og færre vælger akademiske uddannelser uden jobperspektiv.

Indsatsen kan jo passende begynde med et realitetstjek af hvorvidt ambitionen om, at 60 pct. af en årgang i 2020 skal have en videregående uddannelse, stadig er hensigtsmæssig.

Danmark har store udfordringer med en erhvervsstruktur i forandring, arbejdskraftoplande med beskæftigelses- og uddannelsesmæssige ubalancer og stigende behov for den rette arbejdskraft.

Vækst i nye brancher og omstilling i gamle brancher er samtidige tendenser i det danske erhvervsliv. Tendenserne skaber uro på arbejdsmarkedet. Ikke mindst i lyset af finanskrisen, som har kostet mange arbejdspladser og skabt lange køer i jobcentrene.

Langtidsledigheden flyver i vejret
Siden starten af 2009 er omfanget af langtidsledige mere end tredoblet og omfatter i dag 52.383 personer. Samtidig er ca. hver tredje arbejdsløs langtidsledig. Den dramatiske udvikling giver beskæftigelsessystemet store udfordringer i de kommende år.

Nye løsninger kalder på nye samarbejder
Stigende ledighed kombineret med en efterspørgsel efter bestemte kompetencer giver overvejelser om, hvordan beskæftigelses- og uddannelsessystemet – måske i særdeleshed i samarbejde kan finde nye måder at løse udfordringerne på. I de regionale vækstfora er disse spørgsmål begyndt at indtage dagsordenen, og en række interessante projekter retter på forskellige vis fokus på koblingen mellem beskæftigelses- og uddannelsesområderne.

Langtidsledige skal bidrage til vækst
Netop efterspørgslen efter bestemte kompetencer inden for vækstbrancher kombineret med mange langtidsledige har givet anledning til et nyt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og jobcentre. Fremadrettet skal langtidsledige bidrage til at levere den efterspurgte arbejdskraft i Nordjylland gennem et EU-strukturfondsprojekt. Projektets formål er at øge udbuddet af kvalificeret arbejdskraft ved at aktivere de langtidsledige i brancher med jobåbninger. Også i andre regioner kanaliseres midler ud til projekter, der kobler jobcentre og bl.a. VEU-centre.

Det bliver interessant at følge disse projekter de kommende år. Udviklingen af den rette model kan være et gennembrud for en kobling mellem erhvervs,- uddannelses- og beskæftigelsespolitik og dermed være et vigtigt instrument for tilrettelæggelsen af fremtidens arbejdsmarkedspolitik.

Ordningen skal sikre, at de sociale og økonomiske forskelle for befolkningen i landets kommuner bliver udlignet. Mange borgmestre i de velhavende kommuner er uenige med regeringen og peger på, at resultatet vil være en lavere vækst for Danmark som helhed. Utilfredsheden har en tysk parallel.

Den tyske solidaritetspagt er dyr
Det er ikke kun i Danmark, at denne form for udligning kritiseres. Tyskland har siden genforeningen overført massive midler fra det tidligere Vesttyskland til de tidligere DDR delstater som del af en Solidaritetspagt. Der er pt. overført 1,3 billion euro, og Solidaritetspagten fortsætter frem til 2019. Flere analyser påviser , at vesttyske politikere har ret, når de hævder, at det reelt er de fattige delstater i Vesttyskland med massive erhvervsstrukturelle problemer, mange fattige børn og store arbejdsløshedsproblemer, som bringer dem selv i stigende offentlig gæld for at finansiere et stigende privat og offentligt forbrug i Østtyskland.

Udligningen skaber ikke vækst
Det særligt interessante og relevante i forhold til situationen i Danmark er, at der efter mere end 20 år stadig er indkomstforskelle mellem Østtyskland og Vesttyskland, og at indsnævringen faktisk stoppede midten af 1990’erne. De mange penge, der er overført til Østtyskland har reelt ikke gjort det muligt for de tidligere DDR-delstater at skabe deres eget vækstgrundlag til at sikre en fremtidig positiv beskæftigelses- og indkomstudvikling. Der er enkelte regioner i Østtyskland fx ”Silicon Saxony”, som har oplevet et boom, men de fleste steder er aldringen og befolkningstilbagegangen massiv. Store bydele står tomme, fordi især de unge og veluddannede østtyske kvinder i de sidste par årtier er flyttet til vesttyske byer.

Tyskerne siger stop
Tilbage står et billede af, at der hældes massive midler i et ”sort hul”, samtidig med at de regioner i Vesttyskland, der skal sikre den fremtidige beskæftigelse og vækst forgældes og ikke udnytter det fulde vækstpotentiale. I Tyskland er der nu flere politikere og virksomheder, der har fået nok. De konstaterer tørt, at det er et faktum, at nogle delstater og regioner oplever fremgang og vækst mens andre i stigende grad bliver periferiregioner.

Urbanisering og globalisering skaber ulighed
I Danmark er væksten næsten ensidigt koncentreret i Øresundsregionen og i 100-km-byen mellem Randers og Kolding. Det er især yngre kvinder med præferencer for uddannelse og byliv, der flytter fra udkantsområderne. Tilbage bliver en stigende andel af ufaglærte mænd. Forandringen er i bund og grund resultatet af en massiv urbaniseringsproces kombineret med en globalisering af produktion og service. Det er kombinationen af de to dymikker, der skaber de stigende strukturelle uligheder.

Urbanisering som vækstmodel
Det er samtidig værd at erindre, at urbaniseringen vel nok er civilisationens mest unikke vækstmodel. Selv folk i verdens fattigste lande, der flytter fra land til slum i verdens megabyer, oplever bedre indkomst- og levevilkår og bedre sociale mobilitetsmuligheder end de dele af befolkningen, der forbliver i regioner, der er domineret af landsbyer.

Danmark ligger på kanten af Europa
Samtidig er der en stigende risiko for, at København og resten af Danmark er ved at blive en del af Udkantseuropa. Der er således ingen grund til at svække potentialet i 100-km-byen og Øresundsregionen. Risikoen er, at vi gentager udviklingen i Tyskland. Ud fra et vækstperspektiv er det ikke nødvendigvis fordelagtigt i stigende grad at udligne mellem kommunerne. Det kan nemlig skade de to eneste reelle vækstregioner i Danmark.

Danmarks produktivitetsudvikling er langt dårligere end de rigeste lande i OECD, og Danmark er raslet ned i internationale sammenligninger. Den nye kommission skal bl.a. belyse sammenhængen mellem produktivitet, omkostninger og konkurrenceevne og kortlægge barrierer for produktiviteten. Arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af 2013 – altså om mere end halvandet år. Det virker som om, at kommissionen kommer en postgang for sent.

Risiko: “der går politik i den”
En række af de spørgsmål, kommissionens arbejde skal besvare, handler om, hvordan den private og den offentlige sektor hæver produktiviteten. En stor del af kommissionens resultater vil sandsynligvis lægge op til politiske prioriteringer. Er det rammevilkår som skatter og afgifter, der skal forbedre virksomhedernes produktivitet og sikre konkurrenceevnen? Er det nedskæringer og konkurrenceudsættelse, der skal øge effektiviteten i den offentlige sektor? Kommissionens svar og de efterfølgende politiske handlemuligheder vil uundgåeligt afhænge af, hvilke politiske instrumenter man er tilhænger af.

Brug eksisterende viden
Samtidig gælder det, at en del af svarene på produktivitetsspørgsmålet er velkendte, og at vi allerede i dag har en bred viden om tiltag, der kan forbedre produktiviteten. Det gælder fx udviklingen i den såkaldte multifaktorproduktivitet, der er investeringer i andet end moderne teknologi og udvikling af arbejdskraftens kompetenceniveau. Her har Danmark i det seneste år haft nulvækst i forhold til sammenlignelige nationer; ærgerligt når det fx er dokumenteret, at et godt arbejdsmiljø – herunder indflydelse og tillid – er en væsentlig drivkraft for produktivitet. Det gør medarbejderne mindre syge og mere motiverede. Netop samspillet mellem trivsel og produktivitet bør udnyttes til produktivitetsforbedringer. Og når mange af effekterne bag fx multifaktorproduktivitet allerede er kendte, er der ingen grund til at tøve med at gå i gang med produktivitetsfremmende aktiviteter allerede i dag.

Trepartsaftale med potentiale
Kommissionsarbejdet sættes i gang samtidig med startskuddet til de længe ventede trepartsforhandlinger, der forventes at være overstået på denne side af sommeren, således at resultaterne kan indgå i efterårets finanslovsforhandlinger. Allerede ved trepartsforhandlingerne bør parterne drøfte, hvordan man kan øge produktiviteten. Arbejdsgiverne vil givetvis lægge ud med krav om stor løntilbageholdenhed, og noget tyder på, at regeringen vil følge trop. Spørgsmålet er, hvad fagbevægelsen skal have for sin fortsatte tålmodighed på lønfronten. Uddannelse på alle niveauer kommer helt sikkert på forhandlingsbordet, men man bør også kigge på arbejdsmiljø og trivsel, idet produktivitetspotentialet er stort. Det bør alle parter kunne blive enige om.

Produktivitetskommissionen kan isoleret set være en udmærket idé, men den kommer for sent, og den store mængde viden, der eksisterer, bør bringes i spil nu. Der er ingen grund til at vente på, at kommissionen skal gøre sig færdig ved udgangen af 2013.

Arbejdsstyrken svinder kraftigt i fremtiden. Udviklingen kræver, at beskæftigelsespolitikken bliver mere effektiv, og flere på offentlig forsørgelse skal flyttes til beskæftigelse. Det kræver reformer og innovation på beskæftigelsesområdet, mener KL. Innovation i beskæftigelsesindsatsen var derfor et tema på dette års beskæftigelsestræf, som fandt sted i Kolding torsdag den 8. marts.

Nationale reformer og lokale indsatser
Mette Frederiksens Beskæftigelsesministerium har stillet danskerne en række reformer i vente – i første omgang en reform af førtidspensionen og flexjobordningen. Senere ventes reformer af kontanthjælp og sygedagpenge. Samtidig vender kommunale forvaltninger og jobcentre blikket mod, hvordan de kan høste gevinster ved at innovere deres eksisterende beskæftigelsesindsatser. Gevinsterne findes bl.a. ved, at undersøge hvilke beskæftigelsesindsatser, der virker bedst, for hvem og under hvilke omstændigheder.

Fra fokus på proceskrav til fokus på hvad der virker
Mange jobcentre har godt overblik over, hvorvidt de forskellige proceskrav på beskæftigelsesområdet overholdes. Og mange har via www.jobindsats.dk et indblik i de gennemsnitlige resultater af aktiveringsindsatser. Men der mangler mere viden om, hvilke indsatser der virker bedst til hvilke målgrupper, og hvorfor de virker.

De kommende frikommuneforsøg viser et stigende fokus på virkningsfulde aktiveringsindsatser. Her er netop beskæftigelsesområdet den absolutte topscorer over områder, hvor frikommunerne har udpeget et behov for at afprøve nye løsninger. En stor del af ansøgningerne handler om at blive fritaget fra de bureaukratiske proceskrav og i stedet fokusere på sikringen af kvalitet og effekter.

Virkningsevaluering som en del af innovationsprocessen
Det er her, virkningsevaluering kommer i spil. Virkningsevaluering kan afdække, hvordan en aktuel indsats er organiseret, og hvordan den kan forbedres. Men virkningsevaluering kan også være et godt redskab til at metodeudvikle og udvikle nye, virksomme beskæftigelsesindsatser med inddragelse af medarbejdere og borgere. Tilgangen kan bruges til at nytænke en indsats helt fra bunden med afsæt i de ønskede effekter og efterprøve, om de nye ideer er logisk sammenhængende og vil give effekt.
Den viden kan bruges til at dokumentere kvalitet og effekter af, hvad der virker, til at målrette visitationen af ledige til forskellige aktiveringsindsatser og som styringsinstrument for indsatsen.

Involvering er helt central
Virkningsevaluering kan rumme både systematisk borger- og medarbejderinvolvering og inddragelse af kontekstfaktorer. Fokus er på borgernes og medarbejdernes forklaringer på og forståelse af, hvad der virker særlig godt i en bestemt indsats. Involveringen bruges fremadrettet til at innovere beskæftigelsesindsatsen, så den skaber bedre resultater. Derfor kan virkningsevaluering være et godt redskab til at sikre en innovativ og virkningsfuld beskæftigelsesindsats med målbare resultater.

Jobcentrene kan selv innovere
Anvendelsen af virkningsevaluering giver mulighed for at sikre, at nye tiltag reelt bliver nyttiggjort i praksis. Virkningsevaluering kan dermed være med til at drive innovation af praksis og samtidig sikre, det er meningsfuldt for de involverede borgere og praktikere, hvor borgernes og medarbejdernes oplevelser er i centrum som inspirationskilde til nytænkning.

Der er store perspektiver i, at jobcentrene selv kan gennemføre virkningsevalueringer. Det vil give jobcentrene et godt redskab til at vurdere eksisterende indsatser og til at gennemgå de tilbud, der gives de ledige – og få luget ud i de indsatser, der ikke kan dokumentere relevante effekter. Desuden vil det give dem et godt værktøj til at udvikle nye effektfulde indsatser.

Det er denne type forbedrede indsats, der skal medvirke til at sikre, at flere flyttes fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse.

Europa venter på opsvinget
Måske kan svaret på denne situation findes i Samuel Becketts berømte skuespil fra 1949 ”Medens vi venter på Godot”. Scenen er sat ved et nøgent træ ved en øde landevej. Her venter de to vagabonder Vladimir og Estragon på Godot, som aldrig kommer, uden at vide hvorfor og uden egentlig at kende ham. Mens de venter, beskæftiger de sig med snak, skænderier, filosoferen, sang og leg, men de kommer aldrig ud af stedet. På det gentagne spørgsmål om, hvorfor de er nødt til at blive, er svaret altid det samme: Vi venter på Godot. Noget tyder på, at europæerne opfører sig som Vladimir og Estragon.

Europæerne lider under krisen
Uden større politisk modstand har teknokratregeringerne i Italien og Grækenland gennemført sociale og økonomiske omlægninger med voldsomme konsekvenser for store dele af befolkningens indkomstgrundlag. Rumænien har afskaffet overenskomstretten, samtidig med at der er gennemført løn- og pensionsnedskæringer på 25 pct. eller mere. I Ungarn og andre østeuropæiske lande ser vi vold mod etniske minoriteter og udsatte grupper iscenesat af højreradikale miljøer og politiske bevægelser. I Tyskland arbejder omkring 8 millioner lønmodtagere for mindre end 8 euro i timen, og omfanget af ”working poors” er efterhånden omfattende. For mange kan det faktisk bedre betale sig at være på offentlig forsørgelse end at tage et lavtlønsjob. Unge fra PIIGS –landene med en videregående uddannelse, søger i stort tal væk fra deres hjemlande og tager kampen om job op med ufaglærte i bl.a. de øvrige EU-lande.

Vækst i hjemmemarkeder
Det er samtidig interessant at se, at elektronikgiganten Foxconn, der bl.a. producerer for Apple og Samsung, nu indgår overenskomstaftaler om lønstigninger på 25-30 pct. Det sker stærkt ”opfordret” af den kinesiske regering, der også på mange andre områder arbejder målrettet for at sikre stigende lønninger. Formålet er at sikre væksten i et hjemmemarked, der kan kompensere for den svigtende eksport – ikke mindst til Europa.  Vi har tilsyneladende i kampens hede, hvor Kina og de øvrige BRIK-lande udråbes som de store ”jobtyve”, overset, at vi i store dele af EU har vores egne ”emerging market” med lave lønninger og relativ ringe sociale vilkår, og at det er ved at brede sig til EU-kernelandene. Udhulingen af eksisterende sociale systemer synes at stå i kø, og ellers velerhvervede, demokratiske rettigheder antastes næsten uden protester trods stigende social og økonomisk ulighed. Uligheden kan blive for stor Deltagerne i World Economic Forums topmøde i Davos tidligere i år debatterede som bekendt den globale økonomis fremtid. Et synspunkt, der blev gentaget ofte, var, at indkomstuligheden risikerer at blive et globalt problem. Det kan politisk, socialt og økonomisk skade et kommende opsving. I Tyskland har disse overvejelser på afsat sig i ganske opsigtsvækkende udtalelser fra den tyske beskæftigelsesminister, Ursula von der Leyen (CDU), om at man må sikre minimallønnen ved lov. Der er også kommet kraftige opfordringer til arbejdsmarkedets parter om at indgå overenskomstaftaler, der giver lønstigninger væsentlig over inflationsraten. Den eneste tilbageværende store fagforening i Tyskland med magt til at gøre dette er IG Metal, der allerede har lagt ud med krav om 6-7 pct. stigninger.

Lønudvikling som kriseknuser
Altså – der er tegn på, at tyskerne og kineserne har indset, at besparelserne er gået for vidt, og at et fornyet vækstgrundlag ikke kommer af yderligere ulighedsskabende initiativer, men at det kræver en positiv reallønsudvikling. Det er et klart forbillede for Danmark, – der jo allerede har mange af de rigtige vilkår på plads. Vilkår på arbejdsmarkedet som andre lande kun tør drømme om. I Danmark har vi en styrke, som vi skal passe på ikke at miste netop nu, hvor der indgås meget smalle overenskomster og trepartsforhandlinger, og hvor fokus synes at være på nye modeller for nedskæringer og besparelser. En kickstart, der giver 6-8.000 job, er da et skridt i den rigtige retning, men det batter ikke meget, når vi fortsat har et massivt jobunderskud. Bare fordi der er ro i Europa, behøver vi jo ikke alle vente på Godot.

En voldsom stigning i unge- og især dimittendledigheden, mange ledige med risiko for at opbruge deres dagpenge og en overvægt af ledige mænd var nogle af de centrale udfordringer, som knyttede sig til ledigheden i 2011. Her i starten af 2012 er dette således stadig de områder, der skal fokuseres på i beskæftigelsespolitikken.

Mændene var i 2011 hårdt ramt
Finanskrisen har bidt sig fast i bl.a. industrien og bygge- og anlægsbranchen. Det betyder, at mændenes ledighed i løbet af 2011 oversteg kvindernes, og næsten 30.000 flere mænd end kvinder var berørt af ledighed i 2011. Dette historiske skifte i kønsfordelingen blandt de ledige indvarsler nye tider og stiller krav om et nyt fokus i beskæftigelsesindsatsen – særligt knyttet til omskoling og brancheskift. For en stor del af mændene skal skoles til andre jobfunktioner i andre brancher.

Unge blev uddannet ud i ledighed
Uddannelse øger mulighederne for at få en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Borgere med en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse set over et arbejdsliv har højere tilknytning til arbejdsmarkedet end ikke-uddannede. Dog måtte mange nyuddannede kigge langt efter job i 2011. Nedskæringer og ansættelsesstop har sendt dimittenderne bag i jobkøen. De nyuddannede har brug for erhvervserfaring og for at omsætte deres teoretiske kundskaber fra uddannelsen til praksis. Derfor skal den virksomhedsrettede beskæftigelsesindsats fortsat være i højeste gear over for denne gruppe, så de ikke risikerer en langvarig ledighed med fare for at blive marginaliseret.

Langtidsledige går usikre tider i møde
Forventningerne til den fremtidige udvikling på jobmarkedet er delte, og der er ikke klare tegn til, at udviklingen vender i 2012. Oven i dette er mange af de ledige begyndt at bruge af deres sidste klip i deres dagpengeperiode. Denne gruppe af langtidsledige kræver en ekstraordinær og hurtig indsats, og der er behov for, at jobcentrene i højere grad tidligere kan identificere de ledige, som er i risiko for at havne i langtidsledighed, så der kan igangsættes særlige initiativer for dem.

Reformer er en del af løsningen
Beskæftigelsesministeren har bebudet en række reformer allerede i 2012, og et af nøgleordene er opkvalificering og uddannelse. Denne tilgang vil gavne alle de nævnte ledighedsgrupper og kan derfor være vejen frem mod færre ledige i 2012.

Krisen har sat skub i udviklingen på det danske arbejdsmarked, og behovet for at få opkvalificeret ufaglærte og faglærte er stort samtidig med, at der skal tages højde for både geografiske og uddannelsesmæssige ubalancer. 370.000 ufaglærte job er forsvundet på 20 år og på bare tre år er næsten 100.000 job for ufaglærte forsvundet samtidig med, at dem med længere uddannelsesbaggrunde har øget deres andel af arbejdsmarkedet under krisen.

Kvalificeret arbejdskraft er en forudsætning for vækst og beskæftigelse i hele Danmark, og ofte rettes øjnene mod beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Men også regionerne spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre en tilpasning af både volumen og kompetencer i arbejdsstyrken, hvor en stor del af beskæftigelsesmulighederne for ufaglærte forsvinder.

Massiv regional investering i opkvalificering
Fra 2007 har de fem regioners vækstfora haft ansvar for udmøntning af EU’s strukturfonde, hvor udvikling af menneskelige ressourcer er et strategisk indsatsområde. En evaluering viser, at frem til 2010 er 87 pct. af det samlede tilsagnsbeløb givet til udvikling af menneskelige ressourcer, og alene i 2010 investerede de fem vækstfora 279,1 mio. kr. i projekter, der har fokus på denne vækstkilde. Arbejdet har resulteret i en lang række større og mindre projekter, og ikke mindst en masse regionale erfaringer.

Fokus på den opsøgende kompetenceindsats
Mange af disse projekter adresserer behovet for opkvalificering af ufaglærte og faglærte i små- og mellemstore virksomheder og udfordringerne med at kvalificere den opsøgende kompetenceindsats over for disse virksomheder. Det handler både om at fremme brugen af efteruddannelse blandt virksomhederne, men også om at efteruddannelse skal indgå som et strategisk element i den enkelte virksomheds fremadrettede planer. Evalueringer dokumenterer bl.a., at det har en positiv effekt på virksomheders uddannelsesindsats, når den opsøgende indsats i VEU-centrene er fleksibel og kan tilpasses den enkelte virksomheds behov gennem samarbejde blandt de involverede skoler.

Behov for systematisk viden om, hvad der virker
På tværs af de forskellige projekter er der afprøvet forskellige metoder og redskaber til at kvalificere den opsøgende indsats. Allerede nu ved regionerne en del om, hvad der skal til for at få virksomhederne til at sende en række medarbejdere på kursus i en uge. Derfor er der behov for, at der samles op på de regionale erfaringer for at få et samlet og systematisk overblik over, hvad vi egentlig ved om, hvad der virker i indsatsen. De gode erfaringer må ikke forblive i projekterne eller ende som rene regionale erfaringer. Der skal både deles viden på tværs af projekter og regioner.

Vækst i økonomi og job forudsætter, at vi besidder en palet af kompetencer – ikke alene specifikt faglige kompetencer, men også kompetencer, der handler om at kunne arbejde udviklingsorienteret og at kunne tage ansvar, samarbejde, planlægge og kommunikere. De kompetencekrav kan vi kun leve op til, hvis vi alle har mulighed for uddanne os livet igennem.

Stigende kompetencekrav
Utallige analyser viser, at mange job er blevet mere komplekse og udviklingsorienterede – med større kontaktflader internt i forhold til ledelse og kolleger og eksternt i forhold til kunder, leverandører, brugere m.v. Det gælder uanset om du er ansat i administration, handel, service eller produktion, eller om du er faglært eller har en videregående uddannelse.

En række jobfunktioner er blevet mere specialiserede og samtidig har nye typer af opgaver føjet sig til de kerne-faglige opgaver. Det betyder på den ene side, at der er et stigende krav om gode faglige kompetencer og faglig dybde – og på den anden side, at den enkelte medarbejder også skal mestre en række almene og sociale kompetencer så som at kunne analysere, afdække behov, kvalitetssikre, planlægge, dokumentere, beregne, problemløse, kommunikere og formidle viden.

Fx skal administrative medarbejdere kunne deltage i udvikling og gennemførelse af projekter, de skal kunne formidle viden internt og eksternt, og de skal kunne vejlede kolleger, kunder og borgere om brugen af it og web. Og fx skal produktionsmedarbejdere kunne samarbejde med bl.a. teknikere og ingeniører som led i udvikling af produkter og processer, og de skal have gode sprog- og kommunikationskompetencer. Alle disse kompetencekrav kan vi kun leve op til, hvis vi løbende har mulighed for at efter- og videreuddanne os.

Vi skal sætte ambitiøse mål om kompetenceløft for alle
Vi må sætte os ambitiøse mål om kompetenceløft for alle, uanset alder og uddannelsesbaggrund. Borgere, der ikke har en kompetencegivende uddannelse, skal have en sådan uddannelse – og borgere, der har en faglært uddannelse skal kunne supplere med uddannelse på højere niveau osv. Kun sådan kan vi matche de krav, som allerede i dag stilles på arbejdsmarkedet – og kun sådan kan vi sikre, at vi også fremover kan leve op til de stigende kompetencekrav.

For nogle år siden blev det i trepartsaftalen besluttet at investere i livslang uddannelse. Er denne problematik helt glemt i disse sparetider?