Krisen har sat skub i udviklingen på det danske arbejdsmarked, og behovet for at få opkvalificeret ufaglærte og faglærte er stort samtidig med, at der skal tages højde for både geografiske og uddannelsesmæssige ubalancer. 370.000 ufaglærte job er forsvundet på 20 år og på bare tre år er næsten 100.000 job for ufaglærte forsvundet samtidig med, at dem med længere uddannelsesbaggrunde har øget deres andel af arbejdsmarkedet under krisen.

Kvalificeret arbejdskraft er en forudsætning for vækst og beskæftigelse i hele Danmark, og ofte rettes øjnene mod beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Men også regionerne spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre en tilpasning af både volumen og kompetencer i arbejdsstyrken, hvor en stor del af beskæftigelsesmulighederne for ufaglærte forsvinder.

Massiv regional investering i opkvalificering
Fra 2007 har de fem regioners vækstfora haft ansvar for udmøntning af EU’s strukturfonde, hvor udvikling af menneskelige ressourcer er et strategisk indsatsområde. En evaluering viser, at frem til 2010 er 87 pct. af det samlede tilsagnsbeløb givet til udvikling af menneskelige ressourcer, og alene i 2010 investerende de fem vækstfora 279,1 mio. kr. i projekter, der har fokus på denne vækstkilde. Arbejdet har resulteret i en lang række større og mindre projekter, og ikke mindst en masse regionale erfaringer.

Fokus på den opsøgende kompetenceindsats
Mange af disse projekter adresserer behovet for opkvalificering af ufaglærte og faglærte i små- og mellemstore virksomheder og udfordringerne med at kvalificere den opsøgende kompetenceindsats over for disse virksomheder. Det handler både om at fremme brugen af efteruddannelse blandt virksomhederne, men også om at efteruddannelse skal indgå som et strategisk element i den enkelte virksomheds fremadrettede planer.

Samarbejde afgørende
Et stort antal af disse projekter adresserer på forskellig vis behovet for opkvalificering og udfordringerne med at kvalificere den opsøgende kompetenceindsat over for virksomhederne. Evalueringer viser bl.a., at det har en positiv effekt på virksomheders uddannelsesindsats, når den opsøgende indsats i VEU-centrene er fleksibel og kan tilpasses den enkelte virksomheds behov gennem samarbejde blandt de involverede skoler.

Behov for systematisk viden om, hvad der virker
På tværs af de forskellige projekter er der afprøvet forskellige metoder og redskaber til at kvalificere den opsøgende indsats. Allerede nu ved regionerne en del om, hvad der får virksomhederne til at sende to mand på kursus i en uge. Derfor er der behov for, at der samles op på de regionale erfaringer for at få et samlet og systematisk overblik over, hvad vi egentlig ved om, hvad der virker i indsatsen. De gode erfaringer må ikke forblive i projekterne eller ende som rene regionale erfaringer. Der skal både deles viden på tværs af projekter og regioner.

Vækst i økonomi og job forudsætter, at vi besidder en palet af kompetencer – ikke alene specifikt faglige kompetencer, men også kompetencer, der handler om at kunne arbejde udviklingsorienteret og at kunne tage ansvar, samarbejde, planlægge og kommunikere. De kompetencekrav kan vi kun leve op til, hvis vi alle har mulighed for uddanne os livet igennem.

Stigende kompetencekrav
Utallige analyser viser, at mange job er blevet mere komplekse og udviklingsorienterede – med større kontaktflader internt i forhold til ledelse og kolleger og eksternt i forhold til kunder, leverandører, brugere m.v. Det gælder uanset om du er ansat i administration, handel, service eller produktion, eller om du er faglært eller har en videregående uddannelse.

En række jobfunktioner er blevet mere specialiserede og samtidig har nye typer af opgaver føjet sig til de kerne-faglige opgaver. Det betyder på den ene side, at der er et stigende krav om gode faglige kompetencer og faglig dybde – og på den anden side, at den enkelte medarbejder også skal mestre en række almene og sociale kompetencer så som at kunne analysere, afdække behov, kvalitetssikre, planlægge, dokumentere, beregne, problemløse, kommunikere og formidle viden.

Fx skal administrative medarbejdere kunne deltage i udvikling og gennemførelse af projekter, de skal kunne formidle viden internt og eksternt, og de skal kunne vejlede kolleger, kunder og borgere om brugen af it og web. Og fx skal produktionsmedarbejdere kunne samarbejde med bl.a. teknikere og ingeniører som led i udvikling af produkter og processer, og de skal have gode sprog- og kommunikationskompetencer. Alle disse kompetencekrav kan vi kun leve op til, hvis vi løbende har mulighed for at efter- og videreuddanne os.

Vi skal sætte ambitiøse mål om kompetenceløft for alle
Vi må sætte os ambitiøse mål om kompetenceløft for alle, uanset alder og uddannelsesbaggrund. Borgere, der ikke har en kompetencegivende uddannelse, skal have en sådan uddannelse – og borgere, der har en faglært uddannelse skal kunne supplere med uddannelse på højere niveau osv. Kun sådan kan vi matche de krav, som allerede i dag stilles på arbejdsmarkedet – og kun sådan kan vi sikre, at vi også fremover kan leve op til de stigende kompetencekrav.

For nogle år siden blev det i trepartsaftalen besluttet at investere i livslang uddannelse. Er denne problematik helt glemt i disse sparetider?

Den megen snak om regeringens løftebrud er nogen udstrækning fejlagtig.  Hvem havde reelt forventet, at S-SF’s planer kan indfries med de Radikale bag rattet. Ser man på, hvad der konkret står i regeringsgrundlaget er der faktisk meget, som er i gang, eller i det mindste er erkendt eller planlagt. En del af de store udfordringer er dog skudt foreløbigt til hjørne.

De store udfordringer glemt
Krav om modydelser til offentlig forsørgelse og udmeldinger om reformer på dagpenge- og kontanthjælpsområdet samt ambitioner om, at der skal være flere i arbejde end på overførelsesindkomster, er forventelige synspunkter i disse år – uanset hvilke farve en regering har. Problemet er blot, at mange centrale strukturelle udfordringer og en demokratisk fornyelse af velfærdsstaten slet ikke adresseres af den nye regering. Passiviteten i forhold til de store udfordringer er bekymrende og det er fortsat vanskeligt at se hvad vi kan forvente os af regeringen. Hverken nytårstalen eller de første 100 dage har løftet sløret for regeringens løsning på Danmarks udfordringer.

Teknokraterne tager over
Ser vi på EURO-landene er det bekymrende, at demokratiet er ved at blive sat på standby. Teknokraterne er ved at tage over. Det er ikke kun i Grækenland og Italien at demokratiske, men ineffektive regeringer erstattes af ”sagkundskaben”. Resten af os er i stigende grad underkastet det, vi i gamle dagen kaldte ”situationen i jernindustrien”. I dag er det ægteskabet “Merkozy” og ECB’s beslutninger i Frankfurt, der dominerer såvel opfattelsen af hvad der er nødvendigt og hvad der er muligt. Det danske EU-formandskab risikerer at blive en lang teknokratisk øvelse. Selvom flere og flere erhvervsfolk åbenlyst ser med slet skjult beundring  på politisk teknokratiske regimer i lande som Singapore og Kina, hvor der ikke er så megen snak, men hurtig vej fra idé til succesfuld handling, så er det vel ikke regeringens position at teknokrati er den bedste løsning?

Middelklassen er stærkt presset
Demokrati og en stærk middelklasse har historisk set være to sider af samme mønt. Globalt set er middelklassen voksende, ikke mindst i BRIK-landene, men den er samtidig under stærkt pres i de gamle industrialiserede, demokratisk økonomier. I store lande som Tyskland og USA har middelklassen været båret af de organiserede arbejdere i industrien. Det samme gælder i Danmark. Såvel industrien som fagforeningerne er under hurtig nedbrydning og omlægning i både EU og USA. Overgangen til et servicesamfund, hvor selv videnarbejdet proletariseres, har vist sig vanskelig for store dele af middelklassen i de gamle økonomier. Der er heldigvis en fremkomst af del nye brancher og nye globale virksomheder, som oftest baseret på udnyttelse af internettet, alternativ grøn energi og global underholdning, der skaber nye vellønnede job. Det er dog relativt set meget få sammenlignet med de hundredtusindvis af industrijob, der er forsvundet. Hvordan lukker vi hullet i jobskabelsen, både for de mange kortuddannede og de mange nyuddannede ledige akademikere, når ”grøn vækst” og en såkaldt kickstart, der ”kun” skaber  8.000 nye job i 2012 og 2013, tydeligvis ikke er nok. Tilsvarende er dagpengereformer og skatteomlægninger ikke dækkende svar på, hvordan den svækkede danske middelklasse skal styrkes i den globale serviceøkonomi.    

Kompetenceudvikling er reelt blevet nedprioriteret
Både den forhenværende og den nuværende regering understregede nødvendigheden af at satse på uddannelse og kompetenceudvikling for at sikre fremtidens jobskabelse. Alligevel er der aktuelt ikke afsat midler i Finansloven til at gennemføre det såkaldte ”dobbeltløft” af både ufaglærte og faglærte, endsige midler der ruller den forrige regerings besparelser tilbage. Det er nok det punkt hvor den nuværende regering er tættest på et egentligt løftebrud. Det er overladt til parterne og de kommende trepartsforhandlinger og her er forventningerne stærkt begrænsede.

København – en del af Udkantseuropa
Den globale konkurrencekamp er i stor udstrækning en kamp betinget af innovationsevnen i store dynamiske metropoler. Her sker der også store strukturelle ændringer. Det globale byhieraki, som vi har kendt i mange årtier er både blevet mere kompakt og samtidig rykker de nye storbyer i Asien, med deres store transnationale selskaber, op på listen. København er samtidig ved at blive en del af udkantseuropa, – det Europa der samlet set er i relativ tilbagegang og præget af teknokratiske ledelser. Her mangler vi svar på, hvad der påtænkes for at sikre en styrkelse af København/hovedstadsregionen og ”100-km-byen i Østjylland”. En national udkantspolitik er ikke tilstrækkelig.

Hvorfor ikke en Tobinskat?
Den helt nødvendige omstrukturering af finanssektoren sætter sit tydelige spor i branchens struktur, også i Danmark. Der bliver færre banker og færre finans-folk. ”Finansiel stabilitet” er aktuelt tilsyneladende fortsat en god forretning for staten, men er det nok kun at ”holde de store banker” flydende. At Tobinskatten, dvs. EU kommissionens forslag om en marginal, beskatning af spekulative finanstransaktioner afvises af den britiske regering – der entydigt varetager City of Londons interesser – er forståeligt. Den danske interesse er mindre forståelig. Der er massivt behov for et opgør med de incitamenter der skabte finanskrisen.

Håndteringen eller mangel på samme af de nævnte trusler mod demokratiet og manglende svar på centrale strukturelle udfordringer kan let blive afgørende for regeringens fremtid. Den store risiko for regeringen er, at Foghs oprindelige store projekt, om at gøre det umuligt for S at være et dominerede statsbærende parti i fremtiden kan blive en realitet ved næste valg, hvis regeringen ikke leverer varen, når det gælder bærende socialdemokratiske principper som jobskabelse og demokrati.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune – Anna Mee Allerslev har foreslået, at de svageste ledige borgere (i matchgruppe 2) kan komme i aktivering i frivillige foreninger eller socialøkonomiske virksomheder som et alternativ til den traditionelle aktivering.

Det er blevet modtaget positivt af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, andre folketingspolitikere og en forsker på området.

Nye veje er nødvendige for de svage ledige
Der er heller ingen tvivl om, at der er brug for nye veje i aktiveringspolitikken for de mest udsatte borgere, der har meget vanskeligt ved at honorere de nuværende aktiveringskrav. Der er særligt i krisetider behov for at bryde med vante forestillinger og afprøve nye ideer for at skabe innovation. Og det er derfor interessant at se, hvad den frivillige sektor kan bidrage med i forhold til traditionelle velfærdsydelser. Men der er selvfølgelig også grund til at pege på de udfordringer, som de nye initiativer kan skabe.

Frivillige med pligt?
Anna Mee Allerslev slog i Deadline fast, at de ledige, som vil få disse nye tilbud, vil have pligt til at deltage – dvs. borgeren skal sanktioneres, hvis vedkommende fx ikke møder op. Det er helt i tråd med den nuværende linje i aktiveringspolitikken, men kan godt give udfordringer for de frivillige organisationer, da organisationerne netop bygger på et frivillighedsprincip. Ikke at det er umuligt, men det strider grundlæggende imod værdisættet i de frivillige organisationer.

Husk at sikre beskæftigelsesfagligheden
Hernæst er det en udfordring at ruste frivillige organisationer og deres frivillige til at arbejde målrettet med disse borgere. Det er vigtigt at anerkende, at indsatsen med at få disse borgere arbejdsmarkedsparate kræver en beskæftigelsesfaglighed. Hele beskæftigelsesområdet lider under, at feltet ikke er en anerkendt profession – at der som sådan ikke hersker de store krav til at gå ind på markedet og udbyde aktiveringskurser.

Der eksisterer gode eksempler på frivillige organisationer, der med ildsjæles indsats kan hjælpe meget udsatte borgere til at komme videre i livet. Men hvis dette skal udbredes til at gælde for langt flere borgere, så er det vigtigt at overveje, hvordan beskæftigelsesfagligheden sikres i disse tilbud, og at tilbuddet måske mest af alt ses som en mellemstation til at skabe progression på helt bestemte områder, som vi ved øger sandsynligheden for at opnå beskæftigelse. Ellers kan disse tilbud ende med at blive de nye ”pipfuglekurser”, hvor borgerne bliver ladt i stikken i forhold til de udfordringer, de har.

Vi skal huske på, at de mest udsatte af de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere er kendetegnet ved en overrepræsentation af forskellige helbredsproblemer, tidligere eller nuværende misbrugsproblemer, sociale, personlige, økonomiske og boligmæssige problemer. Den store udfordring i det nuværende system er i høj grad at få koordineret de forskellige initiativer, der er brug for i forskelligt regi såsom behandlingssystemet, sociale ydelser og hjælpeforanstaltninger samtidig med en beskæftigelsesfremmende indsats.

Hvis borgerne ikke skal lades i stikken med disse udfordringer, skal der også tages hånd om dette samtidig med en beskæftigelsesrettet indsats, der evt. foregår i en frivillig organisation.

Økonomi- og indenrigsministeriets økonomiske redegørelse tegner et billede af begrænsede forventninger til vækst i 2012 og 2013 (hhv. 1.0 og 1.4 pct.). Disse vækstforventninger afspejles i faldende beskæftigelse og stigende ledighed. Regeringen har dog fortsat forventninger til en slags tilbagevenden til en normal situation i løbet af 10’erne. Der er dog god grund til at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er en ny normal situation for jobskabelse.

Outsourcing af industrien giver produktivitetsfald
I de sidste mange år har produktivitetsstigningen i danske virksomheder samtidig været lav. Det er et problem, som regeringen bl.a. vil tage under behandling i den kommende Produktivitetskommission.

En del af forklaringen på den lave produktivitetsudvikling er, at man har outsourcet de mest arbejdsintensive og højproduktive industrielle arbejdspladser.

Samtidig har jobskabelsen været i servicesektoren hvor mulighederne for, at intensivere arbejdet og øge produktiviteten har været mere begrænsede end indenfor traditionel industri.

Øget produktivitet gennem fyringer
Nu viser nye tal fra Danmarks Statistik, at produktivitetsstigningen i 2010 på det private arbejdsmarked var 4,9 procent, det højeste niveau i de sidste 16 år – hvad er der sket?

Det er helt forventeligt, at der i kølvandet på massive jobtab og fyringer ses stigninger i produktiviteten i en tilbagegangsperiode. De mindst produktive virksomheder lukker, og de ansatte med lavest produktivitet er blandt de første, der fyres. Det alene hæver den målte produktivitet.

Samtidig øges de tilbageværende ansattes indsats bl.a. for at undgå afskedigelse. Faldet i sygefraværet er en god indikator for denne tendens.

Der kan samtidig konstateres ganske betydningsfulde produktivitetsstigninger i den offentlige sektor, hvor reorganisering og de sidste års personalereduktioner afspejler sig i højere effektivitet.

Investeringer kan give jobtab
Det er derimod ikke nye kapitalinvesteringer i smart udstyr og maskiner, der står bag produktivitetsstigningen. Aktuelt lider danske virksomheder af en investeringstørke, der pt. har varet i snart 10 år.

Det er på sigt uholdbart at udskyde innovationer og investeringer i nyt kapitalapparat og vi må derfor forvente, at vi i de kommende år vil se stigende kapitalinvesteringer i danske virksomheder, ikke kun i deres udenlandske aktiviteter, men også i Danmark.

Ny teknologi og nye forretningsmodeller i servicesektoren vil skærpe jobkrisen. Når vi ser den næste bølge af investeringer i automatiseringsteknologi, nye forretningsmodeller og mere ad hoc præget personaleanvendelse indenfor servicesektoren, vil vi kunne forvente yderligere produktionsstigninger i servicesektoren, men relativt færre nye job.

Den jobløse servicesektor
Udviklingen i servicesektoren er i stigende grad baseret på inddragelse af kundernes egenproduktion via Do It Yourself (DIY) løsninger, ofte formidlet via nettet.

Det er ikke kun i Danmark vi ser denne udvikling. Et McKinsey Globale Institute (MGI) studie af ”Job Creation and Americas future” viser, at der tilsyneladende er en ny strategi, der dominerer fremtidens investeringer og ledelseskoncepter i serviceproduktionen. Man taler om ”Jobless recoveries, the new normal?”.

Lav national jobskabelse, generationsskifteproblemer og nye globaliseringskrav er baggrunden for, at MGI forventer, at det vil tage 60 måneder, før beskæftigelsen i USA er oppe på 2010 niveau igen. Tidligere recessioner varede langt kortere tid. I 80’erne var beskæftigelsen tilbage på niveau efter 6 måneder, i 90’erne tog det 15 måneder og efter krisen i 2001 tog det 39 måneder.

Teknologien snupper arbejdet
Hvor man tidligere havde fokus på fastholdelsen af human kapital investeringer, er fokus nu på flere og flere i tidsbegrænset ansættelse, på skabelsen af micro-jobs, hvor man kun betales for ad hoc udførte arbejdsfunktioner og webløsninger baseret på DIY.

Det er på en ny måde “The race against the machines”, der er i gang.

Hvor vi i 70’erne talte om teknologisk arbejdsløshed hos industriens ”blue collar workers” er det mere passende, at vi i 10’erne kommer til at tale om færre nye jobs begrundet i effektivitetsstigninger i ”white-collar jobs”, pga. udviklingen i kunstig intelligens og nettets betydning for forretningsmodeller og arbejdsorganisation.

Hvis det er det samme mønster, som kan forventes i EU og Danmark, har det ganske omfattende konsekvenser for den fremtidige politikudvikling. Det er absolut ikke nok at ”kick-starte” økonomien i 2012 og vente på normale tider.

Optagene på ungdomsuddannelserne er røget kraftigt i vejret i de seneste år. Også på erhvervsuddannelserne.  De nyeste opgørelser viser, at 90 pct. af en ungdomsårgang i 2010 forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse. Udviklingen går i positiv retning i forhold til målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Og intentionerne bag selve målsætningen er gode fordi Danmark har brug en veluddannet arbejdsstyrke for at opretholde en stærk konkurrenceevne.

Men det er spørgsmålet om uddannelsesinstitutionerne er i stand til at løfte opgaven, når de svageste bliver placeret på skolebænken.

Den pædagogiske opgave vokser
Regeringen har fortsat det erklærede mål, at realisere 95-procent-målsætningen i 2015. Det store optag presser dog den undervisningskvalitet, som skolerne er i stand til at levere. Når skolerne optager flere elever, betyder det, at andelen af såkaldte ”uddannelsesfremmede elever” stiger betragteligt.  Konsekvensen er, at omfanget af pædagogiske opgaver og undervisning i basale færdigheder vokser markant.

Krav om basale færdigheder
Undervisning i fx læsning og regning er blevet en opgave for erhvervsskolerne. Dermed er ansvaret for elevernes basale færdigheder blevet forskudt, og konsekvensen er et kolossalt pres i forhold til at gennemføre undervisning af høj kvalitet. Lærerne på skolerne skal strække over enorme spænd i bestræbelserne på, at klasserne ikke knækker over på midten.

De stærke honorerer alle krav
For i den anden ende af klassen er en gruppe af elever, der har styr på de grundlæggende færdigheder, og som både er parate til at imødekomme kravene i undervisningen og ikke mindst kravene fra arbejdsmarkedet. Her efterspørger virksomhederne i stigende grad kompetencer som fx helheds- og forretningsforståelse og formidlingskompetencer. Man skal altså kunne meget mere og meget andet end at regne og skrive, når man forlader en erhvervsuddannelse. Det gælder bl.a. for medarbejdere i de merkantile erhverv og medarbejdere i administrative job. 

Økonomisk omfordeling utilstrækkelig
Regeringen er positivt stemt over en ændret taxameterordning, der tager højde for elevernes sociale baggrund og åbner op for en kompensation til de skoler, der modtager mange elever med en dårlig social baggrund. Idéen er god, men ordningen er kun et økonomisk instrument, der skal omfordele midlerne mellem uddannelsesinstitutionerne. Hvis kvaliteten i undervisningen skal løftes, er det afgørende, at der samlet set føres flere penge ud til uddannelsesinstitutionerne.

Når regeringen fortsat vil prioritere realiseringen af 95-procent-målsætningen, bør den tage højde for konsekvenserne for erhvervsskolerne, og der bør følges op med tiltag på alle niveauer – også inden de unge går i gang med en ungdomsuddannelse. Fx gennem bedre vejledning i UU-regi og skærpede krav til egnethedserklæringer. Alternativt er der mange unge, der ender på en forkert ungdomsuddannelse. Det tjener hverken de unge eller samfundet.

Fattigdomsydelserne er en betegnelse for lavere offentlige ydelser og særlige regler, som samlet set skulle øge motivationen for at søge job blandt grupper af ledige. Afskaffelsen af fattigdomsydelserne har stor økonomisk betydning for de berørte borgere, men spørgsmålet er, om det har nogen indflydelse på beskæftigelsesindsatsen?

Ydelserne rammer ikke-vestlige ledige
Ydelserne omfatter starthjælp og introduktionsydelse, der gives til borgere, som ikke har ret til kontanthjælp pga. begrænset ophold i Danmark inden for en given periode.

I oktober 2011 modtog knap 4.000  borgere starthjælp. Ca. 900 er etniske danskere, og 2.500 er indvandrere fra ikke-vestlige lande. Samme antal borgere modtog i oktober 2011 introduktionsydelse.

Med finanslovsaftalen fjernes disse ydelser, og de knap 8.000 berørte borgere vil fra januar 2012 modtage kontanthjælp. Det betyder f.eks. at en enlig, uden forsøgerpligt, vil modtage ca.  3.500 kr. mere brutto om måneden.

Lang ledighed og ledig ægtefælle betyder lav ydelse
Fattigdomsydelserne omfatter også regler om nedsatte ydelser – f.eks. kontanthjælpsloftet, som er en økonomisk grænse for den samlede udbetaling af kontanthjælp, boligsikring og andre tillæg efter 6 måneder på offentlig forsørgelse.

Desuden indebærer 450-timers reglen, at ægtefæller, hvor begge eller den ene modtager kontanthjælp, hver især skal arbejde 450 timer inden for 2 år for at bevare retten til kontanthjælp. Analyser viser, at også denne regel har indlejret en etnisk skævvridning.

Knap 15.000 borgere oplevede i 1.kvartal 2010 økonomisk sanktion. Begge disse regler fjerner regeringen fra januar 2012.

Afskaffelse kræver en stærk målrettet jobindsats
Det er forhåbningen, at en bedre økonomi for borgere uden arbejde vil gøre det nemmere, at fokusere på at komme i job. Regeringen skifter altså sanktioner ud med muligheden for at koncentrere sig om jobsøgning.

Hvis strategien skal lykkedes, kræver det en styrket indsats for at få borgere i job. Borgerne skal have relevante tilbud og centralt bliver det, at de motiveres til at finde beskæftigelse ud fra andre motiver end det økonomiske. Det omfatter blandt andet integration i samfundet og social mønsterbrydning.

Den nye regerings udmelding om at nedsætte en Produktivitetskommission har ikke tiltrukket sig synderligt meget opmærksomhed, selvom kommissionsarbejdet kan være centralt for den fremtidige vækstpolitik. Baggrunden for kommissionen er den triste kendsgerning, at den målte danske produktivitetsudvikling har ligget markant under andre sammenlignelige landes i mere end 10 år. Det skader landets konkurrenceevne og dermed til skade for vækst og velstandsudviklingen, lyder argumentationen.

Ret blikket mod det som skaber værditilvæksten
Konkurrenceevnen er imidlertid ikke primært forbundet med arbejdsproduktiviteten i virksomhederne. Derimod er det afgørende værditilvæksten per arbejdstime. Konkurrenceevnen handler derfor om at skabe øget værditilvækst, baseret på udvikling og anvendelse af viden, der skaber værdi for kunden, uanset hvem og hvor i verden kunden befinder sig.

Fokuser på det rigtige problem
Derfor bør vi vende blikket mod det som skaber værditilvæksten. Det er faktorer som viden, kvalitet, pålidelighed, hastighed og fleksibilitet der bestemmer værditilvæksten. Groft sagt kan man sige, at det handler om at producere smartere og det rigtige, frem for at producere mere og hurtigere. Ensidig fokus på øget arbejdsproduktivitet er således at fokusere på det forkerte problem. Hvis kommissionens fokus kun bliver på produktivitet mister vi en værdifuld mulighed for at udnytte krisen til at formulere nye mål og nye opgørelsesmetoder for hvilken vækst, vi ønsker i fremtiden.

Sæt nye mål for vækst
Netop nye mål er vigtige, for økonomisk vækst jo kun er et middel og ikke et mål i sig selv. Det faktum synes glemt i den aktuelle, politiske panik, der er foranlediget af finans- og gældskrisen. Der findes ingen enkelt indikator, der kan indfange samfundets fremskridt, men fælles mål er afgørende for en indsats for ny vækst.

Europa er i gang
Uden for Danmarks grænser er man bevidst om begrænsningen i det nuværende mål for vækst. I både Tyskland og Frankrig, samt i regi af OECD og EU, arbejdes der med alternative mål. Den tyske Bundestag og en række tyske tænketanke, samt den franske såkaldte Sarkozy-kommission arbejder således med alternative mål for vækst. Danmark er endnu ikke kommet rigtig i gang og det er ikke godt nok.

En Kommission for Ny Vækst
Produktivitetskommissionen burde være en kommission, der viser veje til “Ny Vækst”. En vækst, der bygger på nye og bredere principper for målingen af fremskridt og ikke kun traditionel økonomisk vækst, der måles i BNP og har fokus på produktivitetsstigninger.

En “Kommission for Ny Vækst” bør bidrage med brugbare anvisninger til, hvordan politikere, erhvervsliv og interesseorganisationer – i fællesskab – kan sætte mål for Danmarks fremtid. Vi kan hente megen inspiration hos vore europæiske naboer.

I regeringens finanslovsforslag var der ikke mange konkrete uddannelsesgevinster at høste for fagbevægelsen. Prisloftet på selvvalgt uddannelse for ledige forbliver intakt. Der kommer ingen tilbagerulning af den tidligere regerings aktivitetsdæmpende besparelser på efteruddannelse. Til gengæld er der afsat midler til ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og flere skolepraktikpladser. Og lidt pudsigt er der i regeringens 50 sider lange oplæg også fundet midler til 170 nye pladser på maskinmesteruddannelsen. Ordet efteruddannelse er helt udeladt.

Fagbevægelsens tålmodighed på prøve
Dele af fagbevægelsen er naturligt nok skuffede over, at fx prisloftet på AMU indtil videre ser ud til at bestå. Især efter et valgkampsforløb, hvor fagbevægelsen siden lanceringen af ”Fair Løsning” har stået last og brast med oppositionen og leveret anseelig opbakning til oppositionens valgmaskine. I samme periode har fagbevægelsen måttet lægge ryg til store politiske stryg med en forkortet dagpengeperiode og afskaffelsen af efterlønnen. Nu sættes tålmodigheden for alvor på prøve.

Spillet om sorteper er i gang
Udviklingen sætter en tyk streg under, at spillet om OK-forhandlinger og forårets trepartsforhandlinger nu er skudt i gang. Spørgsmålet er, hvem der skal betale regningen for opkvalificering af arbejdsstyrken? Det er ikke overraskende, at regeringen ikke vil betale på forhånd, idet efteruddannelse bliver det store omdrejningspunkt ved trepartsforhandlingerne – og måske allerede ved OK-forhandlingerne, såfremt kravet om løntilbageholdenhed bliver tilpas stort. Men det skaber en fastlåst situation, hvor sorteper går på omgang mellem parterne.

Christiansborg-politisk buffer
Med spillet godt i gang bør man dog minde om, at regeringen i finanslovsforslaget for 2012 har reserveret 5 mia. kr. til ”højt prioriterede områder” i 2013. Uddannelsesområdet er en del af dette, men altså først i 2013. Samtidig er regeringens oplæg jo stadig kun et forslag, og resultaterne af finanslovsforhandlingerne med Enhedslisten er endnu ukendte. Det må dog forventes, at spørgsmålet om efteruddannelse også kommer på bordet, når regeringens støtteparti møder op i Finansministeriet. 

AMU bløder
Mens regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen lurepasser omkring regningen, er der imidlertid en masse ledige, der går rundt og spilder tiden ved ikke at komme i uddannelse. Samtidig meldes der om stærkt faldende AMU-aktivitet. Efteruddannelsesområdet er tilsyneladende havnet i en strategisk deadlock, hvor ingen har ansvarlighed til at samle regningen op. Situationen er uholdbar i en krisetid, der netop udgør en god anledning til en nødvendig opkvalificering af arbejdsstyrken.

Nogen bør snart tage det første skridt.

Regeringen har fundet penge til at øge omfanget af skolepraktikken med yderligere 1500 pladser. Den midlertidige løsning betyder, at der løses et konkret behov for flere praktikpladser nu og her.

Samtidig lægger regeringen op til, at forårets trepartsforhandlinger skal sikre de unge. Det er afgørende, at forhandlingerne munder ud i varig løsning, der sikrer kvaliteten i erhvervsuddannelserne.

Skolepraktik er kun det næstbedste
Skolepraktikken er et godt redskab til at sikre, at flere bliver uddannet, for der er aktuelt mange tusinde, der mangler en praktikplads for at kunne få en uddannelse.

Derfor bidrager tiltaget til at nå 95 pct. målsætningen som den nye regering har overtaget fra den gamle. Men ser man på indholdet af skolepraktikuddannelse, er der grund til bekymring.

Når eleverne ikke får praktisk erfaring med at være en del af en virksomhed, mangler de nogle af de vigtigste kompetencer, der efterspørges når svendebrevet er i hus.

Verdensberømt vekseluddannelse
Vekseluddannelsesprincippet – hvor eleven både går i skole og er i praktik – er anerkendt som en god pædagogisk metode. Det gælder f.eks. også i EU-regi, hvor andre uddannelsessystemer ser med lange øjne efter lande med vekseluddannelse.

Når man bryder vekseluddannelsesprincippet og bruger mere skolepraktik, er der fare for, at det påvirker de kompetencer, eleverne står med i rygsækken, når de er færdige med uddannelsen.

Det underbygges bl.a. af, at skolepraktikelever har sværere ved at finde job efter endt uddannelse – særligt under den nuværende lavkonjunktur.

Skolepraktik giver ikke kompetencer til fremtidens job
Faktisk er det nogle af de allermest efterspurgte evner, som eleverne må undvære, hvis de kun har mulighed for at komme i skolepraktik.

En stor undersøgelse af fremtidens kompetencebehov i Region Midtjylland viser en stor efterspørgsel efter kompetencer som helhedsforståelse og forretningsforståelse – uanset branche og uddannelsesområde. Den samme tendens findes i analyser af industrien, jordbruget og ejendomserviceområdet .

Disse centrale evner – at kunne se hvordan man selv bidrager til virksomheden og tilpasse sit arbejde efter skiftende behov – læres ikke på skolebænken.

Risiko for dårligere faglærte
Uddannelser med skolepraktik har også andre problemer med indholdet – f.eks. at elever, der i udgangspunktet har dårlige forudsætninger oftere ender i skolepraktik.

Sammenlignet med en praktikpladsgaranti eller andre tiltag, der giver flere reelle praktikpladser, er skolepraktik en løsning, der risikerer, at give elever med færre ressourcer en dårligere uddannelse.

Hvis kvaliteten på erhvervsuddannelserne skal sikres, er regeringen og arbejdsmarkedets parter altså tvunget til at lægge sig i selen for at finde en permanent løsning ved forårets trepartsforhandlinger.