Regeringen har fremlagt et meget debatteret forslag til en ny og omfattende mellemkommunal udligningsordning. De rige kommuner skal hjælpe de fattige. Men skal vi udtømme centrum for at redde periferien?

Ordningen skal sikre, at de sociale og økonomiske forskelle for befolkningen i landets kommuner bliver udlignet. Mange borgmestre i de velhavende kommuner er uenige med regeringen og peger på, at resultatet vil være en lavere vækst for Danmark som helhed. Utilfredsheden har en tysk parallel.

Den tyske solidaritetspagt er dyr
Det er ikke kun i Danmark, at denne form for udligning kritiseres. Tyskland har siden genforeningen overført massive midler fra det tidligere Vesttyskland til de tidligere DDR delstater som del af en Solidaritetspagt. Der er pt. overført 1,3 billion euro, og Solidaritetspagten fortsætter frem til 2019. Flere analyser påviser , at vesttyske politikere har ret, når de hævder, at det reelt er de fattige delstater i Vesttyskland med massive erhvervsstrukturelle problemer, mange fattige børn og store arbejdsløshedsproblemer, som bringer dem selv i stigende offentlig gæld for at finansiere et stigende privat og offentligt forbrug i Østtyskland.

Udligningen skaber ikke vækst
Det særligt interessante og relevante i forhold til situationen i Danmark er, at der efter mere end 20 år stadig er indkomstforskelle mellem Østtyskland og Vesttyskland, og at indsnævringen faktisk stoppede midten af 1990’erne. De mange penge, der er overført til Østtyskland har reelt ikke gjort det muligt for de tidligere DDR-delstater at skabe deres eget vækstgrundlag til at sikre en fremtidig positiv beskæftigelses- og indkomstudvikling. Der er enkelte regioner i Østtyskland fx ”Silicon Saxony”, som har oplevet et boom, men de fleste steder er aldringen og befolkningstilbagegangen massiv. Store bydele står tomme, fordi især de unge og veluddannede østtyske kvinder i de sidste par årtier er flyttet til vesttyske byer.

Tyskerne siger stop
Tilbage står et billede af, at der hældes massive midler i et ”sort hul”, samtidig med at de regioner i Vesttyskland, der skal sikre den fremtidige beskæftigelse og vækst forgældes og ikke udnytter det fulde vækstpotentiale. I Tyskland er der nu flere politikere og virksomheder, der har fået nok. De konstaterer tørt, at det er et faktum, at nogle delstater og regioner oplever fremgang og vækst mens andre i stigende grad bliver periferiregioner.

Urbanisering og globalisering skaber ulighed
I Danmark er væksten næsten ensidigt koncentreret i Øresundsregionen og i 100-km-byen mellem Randers og Kolding. Det er især yngre kvinder med præferencer for uddannelse og byliv, der flytter fra udkantsområderne. Tilbage bliver en stigende andel af ufaglærte mænd. Forandringen er i bund og grund resultatet af en massiv urbaniseringsproces kombineret med en globalisering af produktion og service. Det er kombinationen af de to dymikker, der skaber de stigende strukturelle uligheder.

Urbanisering som vækstmodel
Det er samtidig værd at erindre, at urbaniseringen vel nok er civilisationens mest unikke vækstmodel. Selv folk i verdens fattigste lande, der flytter fra land til slum i verdens megabyer, oplever bedre indkomst- og levevilkår og bedre sociale mobilitetsmuligheder end de dele af befolkningen, der forbliver i regioner, der er domineret af landsbyer.

Danmark ligger på kanten af Europa
Samtidig er der en stigende risiko for, at København og resten af Danmark er ved at blive en del af Udkantseuropa. Der er således ingen grund til at svække potentialet i 100-km-byen og Øresundsregionen. Risikoen er, at vi gentager udviklingen i Tyskland. Ud fra et vækstperspektiv er det ikke nødvendigvis fordelagtigt i stigende grad at udligne mellem kommunerne. Det kan nemlig skade de to eneste reelle vækstregioner i Danmark.