Med nedsættelsen af en Produktivitetskommission forsøger regeringen at vende den svage danske produktivitetsudvikling. Fint nok, men produktiviteten kan ikke vente på kommissionen.

Danmarks produktivitetsudvikling er langt dårligere end de rigeste lande i OECD, og Danmark er raslet ned i internationale sammenligninger. Den nye kommission skal bl.a. belyse sammenhængen mellem produktivitet, omkostninger og konkurrenceevne og kortlægge barrierer for produktiviteten. Arbejdet forventes afsluttet ved udgangen af 2013 – altså om mere end halvandet år. Det virker som om, at kommissionen kommer en postgang for sent.

Risiko: “der går politik i den”
En række af de spørgsmål, kommissionens arbejde skal besvare, handler om, hvordan den private og den offentlige sektor hæver produktiviteten. En stor del af kommissionens resultater vil sandsynligvis lægge op til politiske prioriteringer. Er det rammevilkår som skatter og afgifter, der skal forbedre virksomhedernes produktivitet og sikre konkurrenceevnen? Er det nedskæringer og konkurrenceudsættelse, der skal øge effektiviteten i den offentlige sektor? Kommissionens svar og de efterfølgende politiske handlemuligheder vil uundgåeligt afhænge af, hvilke politiske instrumenter man er tilhænger af.

Brug eksisterende viden
Samtidig gælder det, at en del af svarene på produktivitetsspørgsmålet er velkendte, og at vi allerede i dag har en bred viden om tiltag, der kan forbedre produktiviteten. Det gælder fx udviklingen i den såkaldte multifaktorproduktivitet, der er investeringer i andet end moderne teknologi og udvikling af arbejdskraftens kompetenceniveau. Her har Danmark i det seneste år haft nulvækst i forhold til sammenlignelige nationer; ærgerligt når det fx er dokumenteret, at et godt arbejdsmiljø – herunder indflydelse og tillid – er en væsentlig drivkraft for produktivitet. Det gør medarbejderne mindre syge og mere motiverede. Netop samspillet mellem trivsel og produktivitet bør udnyttes til produktivitetsforbedringer. Og når mange af effekterne bag fx multifaktorproduktivitet allerede er kendte, er der ingen grund til at tøve med at gå i gang med produktivitetsfremmende aktiviteter allerede i dag.

Trepartsaftale med potentiale
Kommissionsarbejdet sættes i gang samtidig med startskuddet til de længe ventede trepartsforhandlinger, der forventes at være overstået på denne side af sommeren, således at resultaterne kan indgå i efterårets finanslovsforhandlinger. Allerede ved trepartsforhandlingerne bør parterne drøfte, hvordan man kan øge produktiviteten. Arbejdsgiverne vil givetvis lægge ud med krav om stor løntilbageholdenhed, og noget tyder på, at regeringen vil følge trop. Spørgsmålet er, hvad fagbevægelsen skal have for sin fortsatte tålmodighed på lønfronten. Uddannelse på alle niveauer kommer helt sikkert på forhandlingsbordet, men man bør også kigge på arbejdsmiljø og trivsel, idet produktivitetspotentialet er stort. Det bør alle parter kunne blive enige om.

Produktivitetskommissionen kan isoleret set være en udmærket idé, men den kommer for sent, og den store mængde viden, der eksisterer, bør bringes i spil nu. Der er ingen grund til at vente på, at kommissionen skal gøre sig færdig ved udgangen af 2013.