Selvom de første 100 dage for en ny regering ofte anses for et ”window of opportunity” for egentlige forandringer, så var statsministerens nytårstale måske et forvarsel om, at vi ikke skal forvente os andet end en oprydning efter festen i 00’erne, gennemført af en teknokratregering.

Den megen snak om regeringens løftebrud er nogen udstrækning fejlagtig.  Hvem havde reelt forventet, at S-SF’s planer kan indfries med de Radikale bag rattet. Ser man på, hvad der konkret står i regeringsgrundlaget er der faktisk meget, som er i gang, eller i det mindste er erkendt eller planlagt. En del af de store udfordringer er dog skudt foreløbigt til hjørne.

De store udfordringer glemt
Krav om modydelser til offentlig forsørgelse og udmeldinger om reformer på dagpenge- og kontanthjælpsområdet samt ambitioner om, at der skal være flere i arbejde end på overførelsesindkomster, er forventelige synspunkter i disse år – uanset hvilke farve en regering har. Problemet er blot, at mange centrale strukturelle udfordringer og en demokratisk fornyelse af velfærdsstaten slet ikke adresseres af den nye regering. Passiviteten i forhold til de store udfordringer er bekymrende og det er fortsat vanskeligt at se hvad vi kan forvente os af regeringen. Hverken nytårstalen eller de første 100 dage har løftet sløret for regeringens løsning på Danmarks udfordringer.

Teknokraterne tager over
Ser vi på EURO-landene er det bekymrende, at demokratiet er ved at blive sat på standby. Teknokraterne er ved at tage over. Det er ikke kun i Grækenland og Italien at demokratiske, men ineffektive regeringer erstattes af ”sagkundskaben”. Resten af os er i stigende grad underkastet det, vi i gamle dagen kaldte ”situationen i jernindustrien”. I dag er det ægteskabet “Merkozy” og ECB’s beslutninger i Frankfurt, der dominerer såvel opfattelsen af hvad der er nødvendigt og hvad der er muligt. Det danske EU-formandskab risikerer at blive en lang teknokratisk øvelse. Selvom flere og flere erhvervsfolk åbenlyst ser med slet skjult beundring  på politisk teknokratiske regimer i lande som Singapore og Kina, hvor der ikke er så megen snak, men hurtig vej fra idé til succesfuld handling, så er det vel ikke regeringens position at teknokrati er den bedste løsning?

Middelklassen er stærkt presset
Demokrati og en stærk middelklasse har historisk set være to sider af samme mønt. Globalt set er middelklassen voksende, ikke mindst i BRIK-landene, men den er samtidig under stærkt pres i de gamle industrialiserede, demokratisk økonomier. I store lande som Tyskland og USA har middelklassen været båret af de organiserede arbejdere i industrien. Det samme gælder i Danmark. Såvel industrien som fagforeningerne er under hurtig nedbrydning og omlægning i både EU og USA. Overgangen til et servicesamfund, hvor selv videnarbejdet proletariseres, har vist sig vanskelig for store dele af middelklassen i de gamle økonomier. Der er heldigvis en fremkomst af del nye brancher og nye globale virksomheder, som oftest baseret på udnyttelse af internettet, alternativ grøn energi og global underholdning, der skaber nye vellønnede job. Det er dog relativt set meget få sammenlignet med de hundredtusindvis af industrijob, der er forsvundet. Hvordan lukker vi hullet i jobskabelsen, både for de mange kortuddannede og de mange nyuddannede ledige akademikere, når ”grøn vækst” og en såkaldt kickstart, der ”kun” skaber  8.000 nye job i 2012 og 2013, tydeligvis ikke er nok. Tilsvarende er dagpengereformer og skatteomlægninger ikke dækkende svar på, hvordan den svækkede danske middelklasse skal styrkes i den globale serviceøkonomi.    

Kompetenceudvikling er reelt blevet nedprioriteret
Både den forhenværende og den nuværende regering understregede nødvendigheden af at satse på uddannelse og kompetenceudvikling for at sikre fremtidens jobskabelse. Alligevel er der aktuelt ikke afsat midler i Finansloven til at gennemføre det såkaldte ”dobbeltløft” af både ufaglærte og faglærte, endsige midler der ruller den forrige regerings besparelser tilbage. Det er nok det punkt hvor den nuværende regering er tættest på et egentligt løftebrud. Det er overladt til parterne og de kommende trepartsforhandlinger og her er forventningerne stærkt begrænsede.

København – en del af Udkantseuropa
Den globale konkurrencekamp er i stor udstrækning en kamp betinget af innovationsevnen i store dynamiske metropoler. Her sker der også store strukturelle ændringer. Det globale byhieraki, som vi har kendt i mange årtier er både blevet mere kompakt og samtidig rykker de nye storbyer i Asien, med deres store transnationale selskaber, op på listen. København er samtidig ved at blive en del af udkantseuropa, – det Europa der samlet set er i relativ tilbagegang og præget af teknokratiske ledelser. Her mangler vi svar på, hvad der påtænkes for at sikre en styrkelse af København/hovedstadsregionen og ”100-km-byen i Østjylland”. En national udkantspolitik er ikke tilstrækkelig.

Hvorfor ikke en Tobinskat?
Den helt nødvendige omstrukturering af finanssektoren sætter sit tydelige spor i branchens struktur, også i Danmark. Der bliver færre banker og færre finans-folk. ”Finansiel stabilitet” er aktuelt tilsyneladende fortsat en god forretning for staten, men er det nok kun at ”holde de store banker” flydende. At Tobinskatten, dvs. EU kommissionens forslag om en marginal, beskatning af spekulative finanstransaktioner afvises af den britiske regering – der entydigt varetager City of Londons interesser – er forståeligt. Den danske interesse er mindre forståelig. Der er massivt behov for et opgør med de incitamenter der skabte finanskrisen.

Håndteringen eller mangel på samme af de nævnte trusler mod demokratiet og manglende svar på centrale strukturelle udfordringer kan let blive afgørende for regeringens fremtid. Den store risiko for regeringen er, at Foghs oprindelige store projekt, om at gøre det umuligt for S at være et dominerede statsbærende parti i fremtiden kan blive en realitet ved næste valg, hvis regeringen ikke leverer varen, når det gælder bærende socialdemokratiske principper som jobskabelse og demokrati.