Den dramatiske finansielle krise i EURO-landene kan hurtigt gøre den nye regerings mange planer til ren ønsketænkning. Både splittelse, eksport, regional udvikling og demografi er spørgsmål, som må tages alvorligt og adresseres af en ny regering.

Der er mange mulige udfald af den nuværende krise. Vælter EU-zonen helt? Bliver den splittet op eller går Grækenland bankerot? Spørgsmålene har stor indflydelse på den politiske og økonomiske situation for danske virksomheder.

Hvis uroen i EU fortsætter bliver det enormt svært at skabe tilstrækkelig jobvækst i den private sektor. Hvis denne vækst udebliver, vil de fordelingspolitiske overvejelser på Christiansborg blive en diskussion af tab og nedskæringer. Ikke et spørgsmål om fordeling af bedre muligheder.

EU-formandskabet er en af den nye regerings første opgaver. Det danske ansvar har dog slet ikke spillet en rolle i valgkampen. EU og Danmarks forhold til de andre EU-lande er afgørende for beskæftigelsen i Danmark, og det er værd at reflektere over den fremtidige situation i EU. Hvad er den nye regerings respons, udover at gøre som VK-regeringen, ”at holde orden i eget hus”?

EU er stadig stærkt…
Inden dommedagsmeldingerne får alt og alle til at gå i sort, er det værd at erindre, at EU som helhed fortsat er konkurrencedygtigt og rigt. 10 af verden mest konkurrencedygtige lande er i EU og EU’s samlede økonomiske output udgør ca. 30 pct. af verdens samlede output.

EU er verdens største eksportør og største handelsenhed af både varer og service. EU har fastholdt sin andel af verdenshandlen i en tid hvor alle har frygtet øget konkurrence fra BRIC-landene, og mens både USA og Japan har tabt markedsandele.

EU er fortsat verdensdominerende, når det gælder om at tiltrække udenlandske investeringer, og EU er som helhed den største investor i både USA og i BRIC-landene. I det sidste årti har EU investeret 35 pct. mere i resten af verden end omvendt og det har skabt et positivt afkast på ca. 75 mia. EURO.

Endelig er EU’s samlede arbejdsstyrke generelt bedre uddannet og trænet end arbejdsstyrken i størstedelen af resten af verden. Det er vigtigt at disse styrkepositioner fastholdes og udvikles og danske interesser må ses i dette lys.

…men udfordringerne består
Der er specielt fire store udfordringer og muligheder som den kommende regeringen må forholde sig til i løbet af den periode, hvor Danmark varetager formandskabet.

Splittelse i EU
For det første er EU splittet. Den nordlige del har et højt uddannelsesniveau, er gode til at innovere og har en stor højværdi-eksport. Den sydlige del har store offentlige underskud, megen offentlig og privat gæld og en utilfredsstillende konkurrenceevne. Østeuropa er hårdt ramt af krisen og konkurrerer på løn- og arbejdsvilkår med bl.a. BRIC landene.

Denne splittelse stiller store krav til samarbejdet i EU. Skal Danmark medvirke til at bygge bro eller blot hytte sit eget skin og lægge sig på baghjul af Tyskland?

En øget indsats for eksporten
For det andet må EU øge eksporten og en øget indsats på nærmarkederne, forstået som Rusland, Tyrkiet, dele af mellemøsten og Nordafrika er et godt bud, da de faktisk udgør et større samhandelspotentiale end både Kina og Indien.

Hvad er danske interesser i denne sammenhæng og hvad er den danske regerings politiske prioritering i disse områder bortset fra eksportambassadører, aktiv krigsdeltagelse og damage-control i forlængelse Muhammed tegningerne?

Den regionale udvikling
For det tredje må struktur- og socialfondsmidlerne vurderes. De sidste års udvikling viser, at en meningsfuld udnyttelse af fondsmidlerne mangler i store dele af EU. Der er således få krisekompenserende eller strukturudviklende effekter af aktiviteterne i Østeuropa.

Hvad er holdningen her? Skal Danmark have flere midler når Østlandene ikke kan anvende dem? Skal denne form for udviklingspolitik droppes? – eller skal vi forsøge igen?

Aldring og indvandring
For det fjerde kommer vi snart til at mærke konsekvenserne af EU’s aldrende befolkning. En gennemtænkt indvandring er nødvendig for at sikre den fremtidige arbejdsstyrke.

Hvordan spiller det sammen med Danmarks indvandringspolitik og vores (manglende) service overfor højtuddannet udenlandsk arbejdskraft?

Ovenstående er blot nogle af de problemstillinger vi ikke fik svar på under valgkampen. Det ændrer ikke på at det meget hurtigt bliver 1. januar 2012 – så svar udbedes!