Vi må hurtigt korrigere vores antagelser om den globale virkelighed i 2020, hvis en dansk vækstpolitik skal have en mulighed for succes. 

Der er fuld gang på valgkamp og diskussioner af hvilke mål og muligheder Danmark har frem mod 2020.  Den politiske debat fokuserer meget på indenlandske forhold. Uanset om det er regeringens eller oppositionens vækstplaner, der debatteres, ligger der bag alle forslag en forestilling om at globaliseringens positive muligheder, gør det muligt for Danmark komme til en såkaldt ”normal situation” inden 2020.

Men hvad nu, hvis der ikke er nogen normalsituation i vente? Hvad nu, hvis antagelsen om globaliseringen som et gode ikke holder stik? Hvad nu, hvis vores antagelser om udviklingen i omverden i de næste 10-20 år ikke holder stik? Der er, synes jeg, en stor risiko for at alle vore vækstanstrengelser kan være forgæves, fordi vi ikke ser de nye realiteter i øjnene. 

Zero-sum eller win-win?
Den amerikansk ledede vestlige verden toppede i perioden 1989-2008, hvor alle troede, at liberalisme, demokrati og kapitalisme var historiens endepunkt og hvor globaliseringen blev set som en win-win situation. Det var, bl.a. ifølge Gideon Rachman (se Zero-sum Future, 2011) en (over-)optimismens tidsalder, som fik en brat afslutning med finanskrisen i 2008. Ultraliberalismens fallit viste, at globaliseringen ikke er en win-win situation.  Finanskrisen viser de enorme uligheder, der var grundlaget for ”optimismens tidsalder”. Trods global økonomisk vækst og en voksende global middelklasse, steg ulighederne i næsten alle lande i verden endnu hurtigere.  Ifølge bl.a. Robert Reich (se The Afterschock, 2010) er det netop denne udvikling, der i USA skabte grundlaget for den massive gældsætning og spekulative finansboble, der sprang i 2008, med sociale og økonomiske omkostninger og konsekvenser for næsten alle i den vestlige verden til følge. 

Et nyt magtcentrum i vente
Vi er nu godt på vej ind i Sino-imperiets mere konfliktfyldte periode, der præges af klimaændringer, pres på ressourcer, stigende gældsætning af og i den vestlige verden, voldsomme geopolitiske ændringer, og hvor Danmarks medlemskab af EU og den vestlige lejr, ikke længere er nogen garanti for at komme styrket frem til 2020. Der breder sig derimod en opfattelse af, at fremtiden er en globalisering baseret i et ”nul-sumsspil”, hvor den enes fordel er den anden tab. Og det er ikke sandsynligt, at det er Vesten, der som tidligere tilegner sig de fleste fordele. 

Det er, bl.a. ifølge Robert Kaplan (se Moonsoon, 2010) sandsynligt, at det hverken vil være Atlanterhavet (EU-USA) eller Stillehavet (USA-Kina-Japan), men derimod det Indiske Ocean, der vil udgøre fremtidens magtcentrum. Det er her Kina, Indien og Afrikas befolkninger mødes om at skabe grundlaget for fremtidens vækst. Det er her kampen om energiherredømmet allerede er i gang og det er her, at den vestlige verden er uden for nogen nævneværdig politisk, økonomisk og militær indflydelse.

Udfordring af demokratiet som ønskværdig model
Autokratiske, kapitalistiske systemer baseret på ulighed, som det f.eks. er tilfældet med Kina, men også Korea og Singapore, domineres af lukkede, nepotistiske og ofte korrupte netværk og politiske klasser, der ikke ser det repræsentative demokrati, som en fordel. De er samtidig præget af interne modsætninger og politisk-økonomiske spændinger. Kina er f.eks., trods de sidste 30 års historiske omstilling og vækst, fortsat et udviklingsland. Kineserne vil desuden opleve de samme problemer som møder Vesten i dag og i de kommende år. De bliver f.eks. gamle før de bliver rige og miljø- og klimakonsekvenserne af det kinesiske samfunds enorme omstilling er allerede massive. Trods problemerne er der dog ikke tvivl om at ”The Washington Consensus” er afløst af ”the Beijing Consensus” som Stefan Halper (se The Beijing Consensus, 2010) påpeger.   

Det er ikke meget bedre i Indien, trods Indiens krav på at være verdens største demokrati. Væksten i Indien kommer fortsat kun en meget lille del af befolkningen til gode og som bl.a. Shehzad Nadeem (se Dead Ringers, 2011) har vist, er de sociale konsekvenser af outsourcingen af ”Verdens kontor” langt fra positive. Den indiske middelklasses selvforståelse og identitet er under massiv forandring samtidig med at de etniske konflikter og sociale modsætninger øges.   

Alligevel fremstår de autokratiske, kapitalistiske systemer for stadig flere udviklingslande, som reelle alternativer til vestens politisk-økonomiske model. Hvem kom bedst/uberørt gennem krisen spørger de? Og har EU og USA’s repræsentative demokratier vist sig handlekraftige, løst problemerne med arbejdsløsheden eller skabt et grundlag for en bæredygtig vækst, kan vi jo spørge os selv?

Behov for at acceptere realiteterne
Når jeg ser på de forskellige vækstplaner for Danmark, uanset om de kommer fra regeringen eller oppositionen, bliver det mere og mere tydeligt, at de ikke er tilpasset de nye realiteter, som jeg har skitseret. Der er for stor opmærksomhed på indenlandske problemer og for lidt fokus på de ”store vingesus”, som i sidste ende er afgørende for diverse vækstplaners succes eller fallit. 

Det vil være nødvendigt at acceptere, at Vesten har toppet, at klimaændringerne er en realitet vi ikke kan forebygge, men kun tilpasse os og udnytte, at verdens vækstcentrum er flyttet og at globaliseringen ikke er baseret på lighed og win-win, men er domineret af ulighed og af stadigt flere opfattes som et globalt nul-sumsspil. Det er ikke et kønt, men dog et realistisk udgangspunkt for en dansk vækstpolitik.