De regionale vækstfora er tovholdere på fordelingen af langt størstedelen af midlerne fra EU’s strukturfonde. Men det er vanskeligt at måle og synliggøre effekterne af de projekter, der skal bringe Danmark ud af vækstkrisen.
Siden 2007 er knap 1,6 mia.kr. kanaliseret ud til regionerne og yderområderne gennem EU’s strukturfonde. Det fremgår af Regionalpolitisk Vækstredegørelse 2010. De regionale vækstfora er primus motor for Danmarks regionale vækstsætning, men flere peger på, at der skal mere fokus på effekterne af de knap 800 projekter, der er søsat.
Effekter bygger på antagelser
Erhvervs- og Byggestyrelsen antager, at effekter af innovationsindsatsen i vækstforaene først slår igennem 5 år efter at rammebetingelserne er på plads. Det giver en stor rum for fortolkning – fordi hvornår er rammebetingelserne egentlig på plads? Det giver styrelsen intet bud på.
De tre niveauer
Der findes mindst tre niveauer af effekter. Først og fremmest skal der være klarhed over effekterne af det enkelte projekt. For det andet skal der styr på effekterne at den samlede indsats i en region. For det tredje skal der måles på effekterne af den samlede indsats på tværs af regionerne. Det er sammentænkningen af de tre niveauer, der er afgørende for en succesfuld vækststrategi.

Vi skal vide, hvad der virker
Den største udfordring er at skabe en brugbar kortlægning af, hvilke projekter der virker. Det ved man ikke endnu. Der er udarbejdet en regional evalueringsguide, som giver vækstfora og de enkelte projektansøgere viden om faserne i et effektmålingsforløb. Men der findes et behov for en systematiseret tilgang til effekterne, der muliggør sammenligning på tværs af projekter og vækstfora. Det er helt afgørende, at der etableres et effektmålingsredskab, der kan bringe resultaterne fra de enkelte projekter op på et regionalt og nationalt programniveau, hvor beslutningerne tages om fremtidens vækstinitiativer.
Øget regionalisering af indsatsen
Europa 2020-strategien lægger op til, at lokale og regionale myndigheder skal spille en større rolle i udformningen og gennemførelsen af reformprogrammer. Udviklingen er med til at aktualisere behovet for at udvikle værktøjer til måling af effekter. Vækstfora skal simpelthen vide, hvad der virker. Når der anvendes så store summer på regional vækst, er det kun rimeligt, at det sker på et oplyst grundlag.
BLOGGEN HOLDER SOMMERFERIE FREM TIL AUGUST. VI ØNSKER ALLE LÆSERE EN GOD SOMMER!

