Det danske arbejdsmarked er lige nu præget af massiv jobdestruktion i den private sektor, en stigning i den offentlige beskæftigelse, en skrumpende arbejdsstyrke og voksende ledighed. Tilsammen er det gift for forudsigelserne om fremtidens vækst i regeringens konvergensprogram.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein rettede i går et sjældent skarpt angreb mod beregningerne bag regeringens spareplaner. Det er dog ikke kun i forhold til besparelsessiden, at regeringens økonomiske forudsigelser lige nu fremstår urealistiske.
Det samme gør sig gældende for antagelserne om fremtidens vækst.
Ifølge regeringens meget omtalte konvergensprogram skal vi ikke forvente positive bidrag til arbejdspotentialet fra lavere ledighed, øget beskæftigelse og øget arbejdstid i perioden frem til 2015. Derfor er konvergensprogrammets eneste løsning på, hvor fremtidens vækst skal komme fra, et krav til en produktivitetsstigning i de private erhverv, der ligger betydeligt over den vækst, vi har set de sidste ti år.
Kigger man nærmere på tallene, så virker det krav langt fra realistisk.
Reformer kan ikke skabe den nødvendige produktivitetsstigning
Konvergensprogrammet antager, at vi fremover kommer til at se en årlig vækst i timeproduktiviteten på 1,5 pct. Det til trods for at vi i perioden fra 1998-2008, mens det gik allerbedst, kun har set en årlig stigning på 0,75 pct. De 1,5 pct. dækker endvidere reelt over en antagelse om, at udviklingen i produktiviteten i det private vil vokse med omkring 2 pct. om året.
I konvergensprogrammet forventes det, at initiativerne i Globaliseringsstrategien og skattereformen i Forårspakke 2.0 vil understøtte den højere produktivitet.
Det er dog en mildest talt usikker antagelse, at disse reformer skulle kunne skabe en sådan pludselig stigning i produktiviteten.
Et ”dødens gab” mellem offentlig og privat beskæftigelse
Vender vi os mod udviklingen i arbejdsudbuddet, så understreges de dystre udsigter. Stigningen i arbejdsstyrken og arbejdstiden pr. beskæftiget løftede arbejdsudbuddet med mere end 160.000 personer i perioden 2004-2008 – men den gunstige situation er nu faktisk totalt elimineret.
Beskæftigelsen er faldet med 150.000 jobs siden topniveauet i midten af 2008, og ifølge regeringens egne prognoser er der en risiko for, at yderligere 70.000 jobs går tabt i 2010.
Faldet er tilmed maskeret af en historisk og ekstraordinær stor stigning i den offentlige beskæftigelse i 2009. Der er for den private sektor alene tale om et massivt fald på knap 9 pct. i 3. kvartal 2009 i forhold til det tilsvarende kvartal i 2008. Som det fremgår af grafen nedenfor, tegner der sig derfor et aktuelt billede af det, man kun kalde et dødens gab for jobskabelsen mellem det offentlige og det private.
Et billede der ikke just lover godt for fremtidens vækst.
Konvergensprogram med urealistiske antagelser
Konvergensprogrammet dækker således samlet set over en række mere eller mindre urealistiske antagelser omkring den vækst, der skal finansiere fremtidens velfærdssamfund.
I virkeligheden står vi overfor en dobbeltudfordring, der både retter sig mod produktiviteten og arbejdskraftudbuddet. Det er ganske sandsynligt, at det kommende årti vil være præget af tydelige mismatch-problemer på arbejdsmarkedet samtidig med en historisk omstillingsproces af hele den private jobstruktur og frustrerende forsøg på at forøge produktiviteten.
