Slaget om efterlønnen er den forkerte kamp at kæmpe i 2010, hvor bestræbelserne på at komme videre efter krisen bør være i fokus. I den forbindelse er andre områder mere vigtige.

Nu slås politikere, interesseorganisationer og forskere igen om efterlønnen:

Er det kun syge, nedslidte og lavtlønnede, der har krav på at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, og misbruger velhavende, golfspillende og sunde ældre et af velfærdsstatens tilbud?

Er det græshoppegenerationen, der begår tyveri i mega-milliard størrelsen overfor de unge generationer, eller er det blot skatteydere, der benytter sig af sine velerhvervede rettigheder?

Er efterlønnen en velsignelse i en tid med massivt stigende arbejdsløshed, eller er det en ordning, der gør det kommende opsving vanskeligere, fordi der mangler folk i arbejdsstyrken i de kommende år?

Opfattelserne og modsætningerne er mange, og der er givetvis ikke nogen entydige svar på de nævnte spørgsmål.

Flere i arbejde er ikke nok
Især spørgsmålet om efterlønsordningens betydning for et kommende opsving er dog helt centralt at forholde sig til lige nu, hvor den vigtigste politiske opgave er at sørge for, at vi kommer videre efter krisen.

Her er det faktisk stærkt tvivlsomt, hvorvidt efterlønsordningen i sig selv spiller en rolle. I bestræbelserne på at få Danmark tilbage på sporet er det nemlig ikke en kvantitativ forøgelse af arbejdsstyrken, der er vigtigst. Derimod er det væsentligt at få fastlagt, hvor mange timer den enkelte dansker skal arbejde, og hvor effektivt arbejdet gennemføres for at sikre en international konkurrenceevne.

Efterlønnere mangler fremtidens kompetencer
Vi bør også fokusere på at finde ud af, hvilke kompetencer fremtidens arbejdsmarked vil efterspørge. Her er der en del usikkerheder, men sikkert er det, at mange efterlønsmodtagere ganske enkelt ikke har den erfaring og de kompetencer, der vil blive brug for. Krisen har f.eks. udslettet mange jobs i industrien, og disse jobs kommer ikke tilbage.

Udfordringen er derfor at sikre den rigtige afgang fra og fremtidige tilgang til arbejdsmarkedet.  

I den forbindelse er her fem forslag til områder, som politikerne bør fokusere på. Alle bør de være vigtigere end diskussionen for og imod efterløn:

1. Fleksibel forbliven frem for fleksibel afgang
Helt centralt står spørgsmålet om, hvordan velkvalificerede og raske folk med omfattende pensionsordninger kan overtales til en fleksibel forbliven på arbejdsmarkedet.

Det skal ske i stedet for – som nu – at tale om fleksibel afgang ud fra stigmatiserende seniorpolitiske overvejelser, der bygger på forældede opfattelser af, hvad voksne mennesker finder tiltrækkende i den sidste tredjedel af deres liv. Virksomhederne og de faglige organisationer har her et fælles ansvar for at udvikle nye personalepolitiske strategier.

2. Nærvær frem for fravær
Mange, der går på efterløn, har haft et langt sygeforløb. Det er derfor relevant at kigge på sygefraværet, der i stigende grad skyldes stress og livsstilssygdomme, og som udgør uacceptable tab af årlige arbejdstimer. Fravær må erstattes af nærvær på arbejdspladserne.

Det kræver et målrettet arbejde med at udvikle en arbejdsmiljøindsats og en balance mellem arbejde og dagligliv. En indsats svarende til Danmark i det 21. århundrede, og som kan afløse den nuværende, der udspringer af industrisamfundets mål og midler.

En styrkelse af virksomhedernes sociale kapital er en forudsætning for en markant reduktion af fravær til fordel på produktivitet og arbejdsudbud.

3. Flere højtuddannede indvandrere til Danmark
Derudover er vi nødt til at øge udbuddet af arbejdskraft via indvandring. Den demografiske kraft, som rammer Danmark i de næste ti år, er voldsom, og selvom man risikerer at blive kaldt politisk tonedøv, så er der ingen vej udenom: Vi har brug for en styret indvandring af højt kvalificerede familier.

De vanskeligheder, der er med at tiltrække og fastholde højtuddannede udlændinge i Danmark, må fjernes uanset det aktuelle ledighedsniveau.

4. AMU-systemet må geares til tiden efter krisen
AMU-systemet fylder 50 år i 2010, og det er en god anledning til at sætte det 21. århundredes AMU-system på dagsordenen.

Der er lige nu et massivt misforhold mellem fremtidens jobkrav og kompetencerne blandt hundredtusindvis af personer på det danske arbejdsmarked. Derfor skal AMU udvikles, så de mange kortuddannede og faglærte med kompetencer rettet mod uddøende arbejdsfunktioner reelt kan udfylde de jobs, vi skal skabe i de næste 5-10 år.

5. Reducer det offentliges behov for arbejdskraft
Endelig er balancen mellem offentlig og privat beskæftigelse et problem, der tilspidses dag for dag. Faldet i private jobs kombineret med væksten i offentlige jobs truer i uhørt grad grundlaget for en effektiv udnyttelse af arbejdsudbuddet i fremtiden.

Fokus på arbejdsbesparende teknologi og organisationsudvikling kan bidrage til at reducere det offentliges behov for arbejdskraft i de næste ti år.   

Kort sagt: Slaget om efterlønnen er det forkerte slag at fokusere på i 2010. Fokus bør være på at komme videre efter krisen. Her er det som beskrevet helt andre områder, der skal i spil – og der er ingen tid at spilde.