Globale klimamål og lokale kompetencer

Lagt online d. 17. december 2009
Af Katrine Hartmann-Petersen
Katrine Hartmann-Petersen

I mange brancher er der en forventning om, at miljø- og klimaspørgsmål uden videre implementeres i den enkelte medarbejders arbejde. Sådan forholder det sig dog ikke altid. For at sikre et fortsat fokus på klimaet er det derfor helt afgørende, at (efter)uddannelsessystemet kan ruste den enkelte medarbejder til at forstå og derfor forandre.

Klimaet i og omkring Bella Centret bliver lige nu hedere og hedere. Udenfor har luften været fortættet af både højspændte demonstrationer og stilfærdige meningstilkendegivelser, og inden døre er er forhandlingerne om en bindende klimaaftale på vej ind i sin afgørende fase. Nu også med deltagelse af verdens mægtigste mand.

På det nationale plan er der dog brug for at huske de mere jordnære tiltag. Klimatiltag og ressourcebesparende adfærd skal implementeres i alle rækker. De store politiske linjer skal suppleres med lokal handling. 

Klima på arbejdspladsen
På landets arbejdspladser eksisterer klimadebatten også, og det bliver diskuteret, hvordan produktioner kan omlægges for det fælles bedste. Men på det individuelle niveau skal de rette forudsætninger for bæredygtig adfærd og omstillinger i arbejdsprocesser være til stede.

Selvom klimaet ligger de fleste på sinde, kan det ikke tages for givet, at alle arbejdstagere rundt omkring i danske virksomheder uden videre ændrer arbejdsmønstre. Det kan nemlig være svært at ændre ellers velfungerende procedurer af udelukkende klimamæssige grunde.

Klimaforandring ønskes!
På ét punkt kunne det derfor være rart med klimaforandring – nemlig i forhold til mange branchers forventning om, at miljø- og klimaspørgsmål uden videre implementeres i den enkelte medarbejders arbejde.

Pedellen på den lokale skole eller den tekniske servicemedarbejder på regionens hospital har længe skullet tænke miljørigtigt og forsøge at indrette sig på den grønne strategi, som arbejdspladsen, kommunen eller regionen følger.

Men kompetencekrav i forbindelse med klima- og miljøhensyn vil uden tvivl stige fremover – både blandt faglærte og ufaglærte. Det viser analyser, som New Insight har lavet.

Motivationen skal dyrkes positivt
Det er derfor helt afgørende, at (efter)uddannelsessystemet kan ruste den enkelte medarbejder til at forstå og derfor forandre. I uddannelsessystemet og på arbejdsgiverniveau kan denne logik ikke tages for givet. Heller ikke selvom luften længe har været trykket af de overordnede budskaber.

Forankring på alle niveauer skal opbygges langsomt og kontinuerligt. Motivationen hos den enkelte medarbejder skal dyrkes positivt – og ikke udspringe af frygten for fyring eller truslen om jordens undergang.

Abonnér på kommentarer fra dette indlæg her, skriv din egen kommentar nedenfor, eller link til indlægget fra dit eget site.

Skriv kommentar