Regeringen foreslår i  nyt udspil økonomiske sanktioner overfor familien, hvis den unge ikke følger sin uddannelsesplan, eller hvis den unge og dennes familie ikke samarbejder om uddannelsesplanen. Meget peger dog på, at denne form for kontraktpolitik, i stedet for at hjælpe, kan spænde ben for udsatte unges vej til uddannelse eller job.

Den nyligt lancerede ”Ungepakke 2” har fokus på at få unge mellem 15-17 år i uddannelse eller beskæftigelse. Her foreslår regeringen blandt andet en økonomisk sanktion, hvis den unge ikke kommer i uddannelse eller job efter grundskolen eller ikke lever op til den uddannelsesplan, der er udarbejdet for den unge.

Sanktionen rammer forældrene til den unge for at rette fokus på, at det er forældrene, som har ansvaret for, at den unge kommer videre efter grundskolen. Den bagvedliggende tænkning er, at hvis en ung ikke følger uddannelsesplanen eller ikke samarbejder om udviklingen af en sådan – så skyldes det manglende vilje.

Denne form for kontraktpolitik kan naturligvis hjælpe forvaltninger ud over deres oplevelse af magtesløshed overfor de unge, der ikke umiddelbart går job- eller uddannelsesvejen. For med kontrakten lægges ansvaret over på familien og den unge selv. Spørgsmålet er dog, om det ikke bare er at flytte magtesløsheden fra et sted til et andet i stedet for reelt at løse problemet.

Udsatte unge har større problemer end manglende vilje
Flere analyser af udsatte unge viser nemlig, at det ofte ikke er viljen, der er afgørende for, at den unge lykkes med uddannelse eller job. Det fremgår for eksempel af disse rapporter New Insight har udarbejdet: Mulige veje til uddannelse og job for unge med psykiske barrierer, Ikke-arbejdsmarkedsparate unge i Københavns kommune og Unge ledige uden uddannelse.

Derimod er det et spørgsmål om at få taget hånd om de sociale, personlige, faglige, økonomiske, helbredsmæssige og også familiære problemer, den unge kan være omgivet af – og årsager til at vejen til uddannelse eller job ikke ligger lige for.

En økonomisk sanktion vil derfor højst sandsynligt kun bidrage til at gøre problemerne større for disse unge og øge konfliktniveauet i familierne.

Peger på behov for koordineret indsats
I stedet for sanktioner peger meget på, at en koordineret indsats på tværs af forvaltninger og instanser er nødvendig for at hjælpe udsatte i uddannelse og job. Det fremgår blandt andet af KL’s erfaringsopsamling fra projektet ”Ungdomsuddannelse til alle”.

Denne koordinering kan i dag være brolagt med forvaltningskonflikter om, hvilken af de kommunale kasser der skal betale hvad og besværligheder i forhold til at få lovgivninger og bekendtgørelser til at spille sammen om målet. Der er kommet en række hjælpeforanstaltninger og støtteordninger til gavn for udsatte unge – men problemet består til tider i, at der ikke sker en overordnet koordinering i forvaltningerne om, hvem der gør hvad.

Det betyder, at den unge kan blive sendt rundt mellem forskellige forvaltninger, hvilket netop er en giftig cocktail for en udsat ung, som har behov for hjælp til overskuelighed og struktur i hverdagen.

Få samarbejdet til at fungere
I ”Ungepakken 2” er der dog også afsat 10 mio. fra 2010-2012 til forsøg med bedre organisering af indsatsen for de 15-17-årige. Det er godt set af regeringen, at nogle unge falder ned mellem to stole i overgangen fra barn til voksen. Der er for eksempel meget der taler for, at jobcentrene fremover skal inddrages i indsatsen for unge mellem 15-17 år i stedet for at vente til den unge er blevet 18 år. Men det kræver som sagt koordinering mellem forvaltningerne.

Måske skulle regeringen derfor overveje, om ressourcerne ikke er bedre givet ud på at få dette samspil til at fungere i stedet for på administrationen af økonomiske sanktioner.